Skip to main content

 

Treårsdata understøtter kikkertkirurgi ved lave rektumtumorer

ASCO-GI: Kikkertkirurgi giver lige så gode resultater som åben kirurgi ved tumorer lokaliseret lavt i rektum. Det viser treårsdata fra et stort multicenter randomiseret studie.

Resultaterne blev præsenteret på kongressen ASCO Gastrointestinal Cancers Symposium 2024 (abstract #8).

Kikkertkirurgi har i tidligere studier demonstreret effekt på korrttidsresultater i form af mindre blodtab, kortere indlæggelse og færre smerter, mens langtidsgevinster i form af forbedret overlevelse og mindre tilbagefaldsrisiko har været sværere at påvise. Men nu viser et randomiseret kinesisk studie med 1070 inkluderede patienter altså, at de to operationsmetoder giver sammenlignelige resultater.

Tre år efter operation var den sygdomsfri overlevelsesrate 81,4 procent i kikkertkirurgi-armen mod 79,8 procent i armen, der fik åben kirurgi (HR 0,9 [95% CI 0,7-1,2]; log-rank P=0,558).

Den samlede overlevelsesrate (OS-rate) efter tre år var 91,7 procent i kikkertkirurgi-armen mod 93,7 procent i gruppen, der fik åben kirurgi, og den lokoregionale tilbagefaldsrate efter tre år var henholdsvis 3,8 procent og 2,4 procent.

De inkluderede patienter var indstillet til kurativt intenderet resektion af tumor lavt i rektum (<5 cm fra anocutane overgang) og blev randomiseret 2:1 til enten kikkertkirurgi eller åben kirurgi. Studiets endelige analyse omfattede 1039 patienter (medianalder: 57 år, 620 mænd), hvoraf 685 fik kikkertkirurgi og 354 fik åben kirurgi. 380 patienter havde TNM stadium I-sygdom, og 659 patienter havde TNM-stadium II/III.

Forskerne konkluderer, at resultaterne understøtter kikkertkirurgi som en sikker og minimalt invasiv operationsmetode til patienter med lave tumorer i rektum.

I Danmark anvendes åben kirurgi kun i særlige tilfælde. Ifølge Kræftens Bekæmpelse udføres under ti procent af operationerne for endetarmskræft i Danmark som åben operation.