Rekordlav opfyldelse af kræftpakke-forløbstider
Andelen af kræftforløb, der blev gennemført inden for Sundhedsstyrelsens anbefalede forløbstider, lå lavt i andet kvartal af 2022 sammenlignet med tidligere, viser en opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen.
I perioden blev 74 procent af alle patienter, der blev henvist til et kræftpakkeforløb udredt og behandlet inden for de anbefalede forløbstider, og det er det laveste niveau siden 2013.
”Vi følger nøje med i forløbstiderne på kræftområdet, og der kan være forskellige årsager til, at der er færre der behandles inden for forløbstiderne. Det bekymrer os dog, at andelene denne gang ligger lavere end den plejer, og derfor tager vi en grundig drøftelse af det med regionerne i Task Force for Patientforløb på Kræft- og Hjerteområdet,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Tanja Popp på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Opgørelsen for andet kvartal 2022 viser, at regionerne generelt har en lavere andel forløb inden for de anbefalede forløbstider for pakkeforløbene for brystkræft, prostatakræft, livmoderkræft og æggestokkræft.
På det regionale niveau er andelen af registrerede forløb, der blev gennemført inden for standardforløbstiden, 88 procent i Region Nordjylland, 77 procent i Region Midtjylland, 76 procent i Region Syddanmark, 72 procent i Region Hovedstaden og 64 procent i Region Sjælland
Kvartalsopgørelsen tager udgangspunkt i standardforløbstiderne for de forskellige pakkeforløb. Forløbstiderne i pakkeforløbene er faglige rettesnore for standardpatientforløb. Det kan være fagligt relevant og nødvendigt, at forløbstiden er længere for nogle patientforløb, understreger Sundhedsstyrelsen. For eksempel kan komorbiditet, særligt kompliceret sygdomsforløb eller hensyn til patientens eget ønske betyde, at forløbstiden for den enkelte patient afviger fra standardforløbstiden. Sundhedsstyrelsen har derfor ikke en forventning om, at standardforløbstiderne skal realiseres for alle forløb i samtlige pakkeforløb.
I alt blev 39.001 patientforløb registreret med udredning i et pakkeforløb for kræft i andet kvartal af 2022. I 9.268 af disse forløb blev kræftdiagnosen bekræftet, eller der var fortsat begrundet mistanke om kræft.
Generelt har antallet af patienter, der opstartes i et pakkeforløb, været relativt stabilt med en let stigning inden for de sidste par år, mens andelen af pakkeforløb, hvor mistanken om kræft bekræftes, eller der fortsat er mistanke om kræft, viser en faldende tendens.
