Skip to main content

 


Overlæge: Overvej fysiske traumer som risikofaktor for immundefekter

Et moderat til svært fysisk traume øger risikoen for immunrelaterede lidelser senere i livet og tidligere død – men ikke kræft, viser et nyt dansk tvillingestudie. Risikoen for immunsygdomme hos traumepatienter bør overvejes i klinikken, siger overlæge Jacob Steinmetz.

Studiet er det første nogensinde til at dokumentere sammenhængen mellem fysiske traumer og immunrelaterede sygdomme.

”Når jeg snakker med patienter, der har været ude for et større traume nogle år tilbage, er det af og til sådan, at de ikke kun er blevet ramt af en bil eller lignende, de har også udviklet en kronisk sygdom eller to. Og man tænker: Det var da utroligt, så uheldig du er. Men tingene hænger nok mere sammen, end man umiddelbart skulle tro,” siger Jacob Steinmetz, professor på Aarhus Universitet og overlæge i anæstesi på Rigshospitalets Afdeling for Bedøvelse, Operation og Traumecenter.

I studiet, der er publiceret i tidsskriftet JAMA Surgery, har forskergruppen, ledt an af ph.d. Trine O. Eskesen også fra Rigshospitalet, inkluderet 3.776 tvillingepar, hvor begge tvillinger var i live et halvt år efter, at den ene af tvillingerne var udsat for et moderat til svært traume. 

”Vi har brugt tvillingernes diagnosekoder, som vi giver til et software-værktøj, som så genererer en score på alvorsgraden af traumet – en Injury Severity Score. På den måde har vi kunne isolere tvillingepar, hvor den ene har været udsat for et fysisk traume af en vis sværhedsgrad og se på, om traumetvillingen havde en øget risiko for immunmedierede sygdomme sammenlignet med ikke-traumetvillingen,” siger Trine O. Eskesen, som er førsteforfatter til studiet.  

I løbet af den 25-årige periode fra 1993 til 2018, som studiets data strækker sig over, nåede 32 procent af tvillingerne i traumegruppen at dø eller udvikle en immunrelateret lidelse, mens det tilsvarende tal for kontrolgruppen kun var 24 procent – en signifikant forskel. Når forskerne kun kiggede på immunrelaterede sygdomme, var der også en signifikant forskel mellem grupperne.  

Ingen overraskelse

Selv om studiet er det første til at dokumentere sammenhængen, overrasker resultatet alligevel ikke Jacob Steinmetz.

”Det er en ekstrem fysiologisk stressbelastning er blive udsat for et alvorligt traume. Dem, der har været bevidstløse på grund af traumet, har et immunapparat, som kører på fuld hammer. Det sætter hele kroppen i en betændelsestilstand, hvor alt er i alert,” siger han.

Studiets forfattere vurderer derfor, at immunsystemet bliver så overaktivt i forbindelse med det fysiske traume, at immunsystemet ikke altid formår at køle ned igen, hvad kan udvikle sig til immunrelaterede lidelser. Noget lignende ses i forbindelse med kraftige infektioner.

”Det er det største kliniske budskab, vi kan drage: Når man som læge ser patienter, der har været udsat for et moderat til svært traume, så er de mere udsatte for en række lidelser. Man kan overveje, om læger skal være lidt mere årvågen, og at screeningsblodprøverne måske skal sidde mere løst end ellers,” siger Jacob Steinmetz. 

Ingen øget risiko for kræft

Tidligere studier har i forvejen kortlagt sammenhænge mellem et fysisk traume og tidlig død, forringet livskvalitet og ringere tilknytning til arbejdsmarkedet. I det nye studie har forfatterne for første gang kigget på de medicinske langtidsfølger af traumet.

Forskerne har i analysen sammenlagt 24 forskellige sygdomme i et kombineret endepunkt af immunrelaterede lidelser, cancersygdomme eller død.

Når ’død’ blev behandlet som et separat endepunkt, kunne forskerne se, at 641 af tvillingerne (17 procent), der havde oplevet et moderat til svært traume, døde i opfølgningsperioden, mens tallet var 335 (9 procent) for deres co-tvillinger. Det viser en øget risiko (HR) på 1,91 (95 % CI, 1,68-2,18).

For immunmedierede sygdomme eller cancersygdomme som et separat endepunkt blev der først stillet en sygdomsdiagnose for 625 tvillinger udsat for traumer (27 procent) og 488 co-tvillinger (21 procent), hvilket gav en HR på 1,28 (95 % CI, 1,14-1,44). Isoleret set havde kræftsygdomme dog kun en HR på 1,03 (95 % CI, 0,86-1,24), så det var immunmedierede lidelser, der drev den øgede risiko, konkluderer forfatterne i studiet.

”Nu starter jagten på at finde ud af, hvilke mekanismer der kan forklare forskellene mellem tvillingerne. Vi har allerede lavet et studie, som har undersøgt det biologiske link mellem traume og sygdomme senere i livet, hvor vi har kigget på epigenetiske ændringer i immunceller efter et traume. Forskningsartiklen er sendt ind, så vi afventer publicering, før vi fortæller nærmere om resultaterne,” siger Trine O. Eskesen.

Psykisk stress kan også øge risikoen

For Michael Eriksen Benros, professor i immunopsykiatri og forskningsleder på Psykiatrisk Center København, giver resultatet fra tvillingestudiet god mening i lyset af, hvad man i forvejen ved om stressbelastninger og immunsystemet. 

Tidligere studier har blandt andet koblet ’post traumatisk stress disorder’ (PTSD) med udviklingen af en række autoimmune sygdomme, herunder lupus, leddegigt og inflammatorisk tarmsygdom, og Michael E. Benros’ egen forskning har vist, at sammenhængen kan gå begge veje. 

Et af Benros’ studier viser, at en belastning af immunsystemet gennem en alvorlig infektion, der fører til hospitalsindlæggelse, såsom covid-19 eller en anden alvorlig infektion, kan øge risikoen for at udvikle stress-relaterede og psykiatriske lidelser, såsom depression, efterfølgende. 

”Vi ved, at infektioner også øger risikoen for autoimmune lidelser, og auto-antistofferne kan reagere mod hjernens væv og i nogle tilfælde føre til psykiatriske lidelser. Samtidig ved vi, at et fysisk traume udløser en kraftig stress- og immunreaktion, der på samme måde som en infektion kan øge risikoen for en immunrelateret sygdom,” siger Michael E. Benros. Han påpeger desuden, at det i det aktuelle studie kunne have været relevant at yderligere have undersøgt, hvor meget af den forøgede risiko for immunmedierede sygdomme var drevet af infektioner pådraget i forbindelse med det alvorlige fysiske traume, for at komme årsagssammenhængene nærmere.