
"Vi har allerede engageret en række interesserede fagfolk og klinikere fra hele landet i netværket, men vi vil gerne have endnu flere med – og meget gerne yngre onkologer, da det jo er dem, der bliver næste generation af behandlingsansvarlige onkologer – og derfor er det vigtigt, at de har kendskab til ctDNA-RECIST og det store potentiale, der ligger i brugen af det," siger Karen-Lise Garm Spindler.
Nationalt netværk vil implementere ny ctDNA-RECIST-klassifikation
Et nyt nationalt netværk vil forberede implementeringen af ctDNA-RECIST (ctDNA response evaluation criteria in solid tumors) i Danmark. Forskning peger nemlig på, at der er en lang række fordele for både patienter og samfund ved at anvende målinger af cirkulerende tumor-DNA (ctDNA) i blodet frem for scanninger.
Danmark er blandt de første i verden til at undersøge, hvordan måling af cirkulerende tumor-DNA (ctDNA) i blodet kan bruges til tidligt at vurdere behandlingseffekten hos patienter med udbredt kræft. Metoden er udviklet inden for flere kræfttyper, og forskning tyder på, at ctDNA-målinger er lige så gode – og på flere måder formentlig bedre – end scanninger til at vurdere behandlingsrespons.
I Danmark har det nationale forskningscenter CtDNA været toneangivende inden for specielt ctDNA-minimal residual disease-studier efter kurativ behandling og har sammen med den danske Danish Comprehensive Cancer Center-struktur udgjort en unik platform for bredere studier. Det fundament ønsker det nye netværk at bygge videre på.
Med en ny ctDNA-RECIST-klassifikation vil patienter formentligt kunne skånes for unødig behandling og få mulighed for tidligere skift til en mere virksom behandling. Det fortæller en af initiativtagerne til det nye netværk, Karen-Lise Garm Spindler, som er overlæge og professor på Kræftafdelingen ved Aarhus Universitetshospital:
"Hvor patienter normalt skal vente op til otte-ni uger på at få vurderet, om deres behandling virker via scanning, viser forskning, at vi formentlig med en blodprøve kan få det kliniske relevante svar via måling af ctDNA i blodet allerede efter 14 dage. Det betyder, at vi hurtigere kan træffe en klinisk informeret beslutning, og at patienten enten helt kan undgå unødige behandlinger og bivirkninger eller få mulighed for et hurtigere skift til en mere effektiv behandling, hvis den nuværende ikke virker. Blodprøven vil i fremtiden kunne tages for eksempel hos egen læge, og vi kan spare patienten for en tur på sygehuset. Der er bare nogle af de fordele, vi kan se på nuværende tidspunkt,” siger Karen-Lise Garm Spindler til Danish Comprehensive Cancer Centers hjemmeside.
Vil etablere stærkt nationalt samarbejde
Det nye ctDNA-RECIST Netværk ønsker at etablere et stærkt nationalt netværk på tværs af landet, som på flere fronter kan udbrede og videreføre arbejdet med ctDNA-RECIST.
"Vi har allerede engageret en række interesserede fagfolk og klinikere fra hele landet i netværket, men vi vil gerne have endnu flere med – og meget gerne yngre onkologer, da det jo er dem, der bliver næste generation af behandlingsansvarlige onkologer – og derfor er det vigtigt, at de har kendskab til ctDNA-RECIST og det store potentiale, der ligger i brugen af det," siger Karen-Lise Garm Spindler.
Med et fagligt stærkt og bredt nationalt samarbejde håber netværket at kunne føre an, ikke bare i Danmark, men også på verdensplan.
2Helt overoverordet vil vi i netværket stå for at forberede en relevant og realistisk implementering af ctDNA-RECIST og understøtte en potentiel kulturændring inden for onkologien. Konkret vil vi fokusere på at etablere vidensdeling og et bredt samarbejde om kliniske studier og samtidig arbejde for en solid forankring blandt kommende behandlingsansvarlige onkologer. Herudover vil vi stå for at forberede ansøgninger om yderligere forskningsstøtte og netværksaktiviteter samt stræbe efter at sikre Danmark en ledende rolle i internationale studier på området,” siger Karen-Lise Garm Spindler.
Netværket vil blandt andet arrangere symposier og workshops, hvor forskere og klinikere kan mødes for at dele viden og diskutere både tekniske, organisatoriske og kliniske aspekter. Det første internationale ctDNA-RECIST Symposium finder sted den 14.-15. marts 2025.
Formålet med ctDNA-RECIST Netværk er at:
- Etablere vidensdeling og samarbejde om kliniske studier
- Forberede og underbygge en kulturændring i onkologien
- Sikre forankring i den næste generation af behandlingsansvarlige onkologer
- Forberede relevant og realistisk implementering
- Sikre Danmark en ledende rolle i internationale studier på område
