Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Flere uhelbredeligt syge patienter er kræftfri efter kuldebehandling i dansk case-studie

I et mindre dansk studie med 15 uhelbredeligt syge kræftpatienter bliver flere patienter kræftfri efter lokalbehandling med kryoablation. Det er udvalgte patienter, som har fået behandlingen, men kræftlægerne bag studiet mener, at vi kun har set en bid af potentialet.

Når kræftpatienter har afsøgt alle muligheder, kan der alligevel være en vej videre. På Odense Universitetshospital har interventionsradiolog Ole Graumann behandlet 15 sådanne patienter med en teknik, der fryser metastaserne væk. Sammen med blandt andet læge Maria Tækker er resultaterne opgjort og udgivet i tidsskriftet CVIR Oncology. Resultaterne har overrasket forskerne selv.

Ole Graumann

“Det drejer sig om patienter, hvor sundhedsvæsenet ikke kunne tilbyde flere effektive behandlinger, og som havde en dødsdom over hovedet. Her viser vi så, at vi med kryoablation kan ramme og behandle tumorer med en frysenål og minimere deres sygdom betydeligt,” siger Ole Graumann.

Frosne metastaser og levende håb

Metoden kaldes perkutan, CT-vejledt kryoablation. Behandlingen udføres ved, at en tynd nål føres gennem huden og ned i metastasen, som derefter fryses ned til omkring minus 40 grader. Tumorcellerne dør, mens det omkringliggende væv skånes. Det gør behandlingen skånsom, men også effektiv som lokalbehandling.

I det danske studie opnåede forskerne lokal tumorkontrol hos 80 procent af patienterne efter første behandling og 93 procent efter gentagen behandling. Tre af patienterne blev helt kræftfire. Overlevelsesraten efter 3 år var 63 procent, og det er et flot resultat i lyset af, at patienterne i udgangspunktet ikke havde flere behandlingsmuligheder, siger forskerne.

“Vi har at gøre med patienter med stadium IV-kræft, hvor kirurgi, stråleterapi eller kemoterapi ikke længere er muligt. Alligevel kunne vi opnå kontrol med metastasen – og i flere tilfælde reelt helbrede patienten,” siger Ole Graumann.

Skånsom behandling for skrøbelige patienter

Ifølge Maria Tækker, læge fra Aarhus Universitetshospital og medforfatter til studiet, er behandlingen især relevant for patienter, der ikke kan tåle de traditionelle kræftbehandlinger, enten fordi de er for skrøbelige, eller fordi metastasen befinder sig et sted, hvor operation eller stråleterapi vil være for risikabelt.

“Vi har at gøre med en relativ svagelig patientgruppe, som hverken kan tåle operation eller strålebehandling, men de kan tåle kryoablation under lokalbedøvelse – og så går de hjem samme dag. Det er en del af potentialet ved denne behandlingsform,” siger hun.

De fleste patienter i studiet blev behandlet under lokalbedøvelse, og 90 procent kunne udskrives samme dag. Kun milde bivirkninger blev registreret.

“Vi har ikke haft et eneste alvorligt tilfælde. Så, det er en meget skånsom behandling, hvilket betyder meget for patienterne,” siger Maria Tækker.

Gitte Persson, professor og overlæge i onkologi på Herlev og Gentofte Hospital, understreger, at man stadig skal tage effekten i case-studiet med et gran salt, da det afspejler ekstremt selekterede patienter.

“Det ser imponerende ud, men det er super udvalgte patienter. Hvis man gjorde det på alle, ville det ikke se sådan ud,” siger hun. Hun er selv medforfatter til studiet.

Amerikansk inspiration – dansk pionerarbejde

Kryoablation anvendes internationalt til behandling af primære tumorer, men er kun sparsomt brugt mod metastaser. Ole Graumann blev selv uddannet i teknikken på Mayo Clinic i USA og tog teknikken med hjem til Danmark.

”Vi begyndte at tilbyde behandlingen så småt i Odense, og nu prøver vi at etablere det i Aarhus i tæt samarbejde med onkologerne,” siger han.

Forskerne har også taget del i det nationale studie OLIGO-DK, som samler patienter med oligometastatisk sygdom fra hele landet og vurderer mulighederne for lokal behandling – kirurgisk, stråleterapeutisk eller med andre ablative teknikker inklusiv kryoablation.

Tre brystkræftpatienter blev kræftfrie

Ud over studiets 15 patienter har Ole Graumann på Odense Universitetshospital behandlet tre brystkræftpatienter, som ikke havde flere behandlingsmuligheder hos onkologerne. Alle tre er i dag helt kræftfri, fortæller Ole Graumann.

“Den ene havde en fire centimeter stor knude i brystet, som hverken kunne opereres eller bestråles. Vi frøs tumoren i brystet, og efterfølgende PET-scanning viste, at den var helt død. To andre kvinder havde metastaser i henholdsvis brystvæggen og lymfeknuder bag brystbenet – de er begge kræftfrie i dag,” fortæller han.

Ifølge forfatterne til studiet er der stor interesse for at afprøve metoden i flere kræftformer, herunder brystkræft, hvor patienterne ikke kan tilbydes anden behandling end livslang antihormonbehandling. På hospitaler i blandt andet Paris og det sydlige Spanien anvendes kryoablation allerede som rutinebehandling for udvalgte patienter med brystkræft. Det er en behandling, som kan foregå med patienten vågen og i lokal bedøvelse.

Kultur

KULTUR-KASSEN: Streamingtjenesterne flyder over med forudsigelige julefilm i øjeblikket, men man skal kigge langt efter den gode julefilm.

Bibliotekarerne på Rigshospitalet er kulturelle altmuligkvinder, der er centralt involveret i både bogudlån, minikoncerter, historieoplæsning, fællessang og foredrag. Via samarbejde og engagement i en lang række tilbud sikrer vi bibliotekets fortsatte relevans, siger en af bibliotekarerne.

BØGER: Ny roman skriver præcist om arbejdshverdagen på en fødegang, men bogens centrale kærlighedshistorie er småkedelig og hverdagsgrå.

KULTUR-TEMPERATUR: Praksislæge Lina Hundebøll Jespersen er lige blevet genvalgt i Region Nordjylland. Hun anbefaler den danske spillefilm ’Det andet offer’ til både kolleger i regionshuset og i sin klinik.

FILM: Modermærkekræft får en stærk symbolsk dimension i juledrama om en terminalt syg kvinde, der skal holde sin sidste jul sammen med en datter, der er som en nær veninde, og en jernlady af en mor, som hun er fremmedgjort fra.

KULTUR-KASSEN: DR-serien ´Operarejsen´ tager os med på et eventyrligt road-trip gennem operaens historie. ’Tre tosser på tur’ slår dørene ind til verdens operascener og gør en ellers højkulturel genre tilgængelig for et bredere publikum. De lykkes så godt med deres forehavende, at vi fik lyst til at prøve kræfter med den måske lidt støvede og hengemte kunstform.

KULTUR-TEMPERATUR: Praktiserende læge Helle Ibsen har til Lægedage 2025 vundet anerkendelse blandt kolleger i form af Mahler-prisen, der er opkaldt efter WHO-generalsekretær Halfdan Mahler. I sensommeren var hun i Oslo for at høre en symfoni skrevet af en anden Mahler, nemlig den senromantiske komponist med fornavnet Gustav.

BØGER: På færre end 60 sider formår immunologen Christian Kanstrup Holm at – hvis ikke kurere – så i hvert fald dæmpe denne anmelders feberfobi. Tænkepausen ’Feber’ er en underholdende fortælling om, hvordan vi mennesker har opfattet feberen gennem tiden og et forsvarsskrift for et gavnligt ubehag, som mange af os ivrigt forsøger at nedkæmpe.

KUNST: Rigshospitalets nye ­bygning for hjerne- og rygmarvsskader i Glostrup har indviet en kunstoase kaldet ’Bodils Have’, der med 20 kunstværker retter sig mod patienter med erhvervet hjerneskade. Formålet er at give ro, fordybelse og sanselig genopbygning både inde og ude, skriver Rigshospitalet. 

KULTUR-KASSEN: Det seneste år har jeg tilegnet mig viden, som langt hen ad vejen er aldeles ubrugelig i den virkelige verden. Små detaljer om infrastruktur og geografi i verdens lande. Sådan er vilkårene, hvis man vil brillere i det populære onlinespil Geoguessr.