Tidsskrift tilbagetrækker kontroversiel artikel om immunterapi om morgenen
Nature Medicine har tilbagetrukket et kinesisk studie, der hævder, at immunterapi virker bedst, når det gives før klokken 15. Efter at have læst forfatternes svar på uoverensstemmelser rejst på nettet, har redaktørerne hos Nature Medicine nemlig ikke længere tillid til resultaternes integritet.
Studiet, som blev publiceret i det meget anerkendte tidsskrift Nature Medicine i februar i år, var et randomiseret fase III-studie med titlen LungTIME-C01. I studiet blev 210 patienter med behandlingsnaiv stadium IIIC-IV ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) uden drivermutationer tilfældigt tildelt enten immun-kemoterapi med en PD1-hæmmer før klokken 15 eller efter klokken 15.
Studiet, som altså nu er trukket tilbage, viste en signifikant forbedret progressionsfri overlevelse og samlet overlevelse blandt patienter, som blev behandling tidligt på dagen.
Sammenfattende konkluderede forskerne, at tidlig immun-kemoterapi væsentligt forbedrede PFS og OS og var forbundet med forbedrede antitumor CD8+ T-cellekarakteristika sammenlignet med sen immun-kemoterapi.
Flere røde flag
Studiet fik omfattende mediedækning og vakte begejstring hos nogle læger, mens andre undrede sig. På PubPeer og sociale medier udtalte forskellige forskere, at den store stigning i overlevelse virkede for god til at være sand, da den kunne måle sig med den fordel, der blev observeret i tidligere studier, hvor man havde sammenlignet kombinationen af immunterapi og kemoterapi over for kemoterapi alene.
Flere forskere påpegede andre røde flag ved studiet. For eksempel var ingen af de 210 kinesiske patienter droppet ud af studiet på grund af bivirkninger, hvilket er meget usædvanligt for et studie med kræftbehandling.
Uoverensstemmelser i forsøgsregistreringerne viste desuden, at studiedesignet og effektmålene – som formodes at være låst, før studiet starter – havde ændret sig under studiet. Og usædvanlige huller i behandlingstiderne og mærkværdigheder i patienternes opfølgning tydede på, at deltagerne måske ikke var blevet tilfældigt tildelt de to behandlingsgrupper.
Ikke tillid til resultaterne
De mange bekymringer fik Natures redaktører til at tilføje en 'advarsels'-note til artiklen. Efter at have gennemgået yderligere data leveret af forfatterne har tidsskriftet nu trukket artiklen tilbage.
Studiet er nu behæftet med et tilbagetrækningsnotat, hvor tidsskriftet beskriver årsagerne til tilbagetrækningen. Her nævnes blandt andet uoverensstemmelser mellem den kinesiske og engelske version af protokollen, "uventede datamønstre" og beviser for, at de fleste patienter var blevet randomiseret på behandlingsdagen, hvilket er usædvanligt.
På grund af disse og andre bekymringer har redaktørerne "ikke længere tillid til resultaternes integritet", står der i tilbagetrækningsnotatet.
En af forfatterne til artiklen, Yongchang Zhang fra Hunan Cancer Hospital, skriver i en e-mail til Science, at en intern gennemgang bekræftede, at der var flere problemer med studiet.
"Vi anerkender disse mangler og undskylder oprigtigt for enhver ulejlighed, der er forårsaget for tidsskriftet og dets læsere," skriver Yongchang Zhang.
