Kristian Lunds blog
Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Skjult kræft øger risikoen for apopleksi

Kræft, der ikke er diagnosticeret, øger risikoen for at blive ramt af hjerneblodpropper og hjerneblødninger (apopleksi), viser en ny dansk undersøgelse.

Mange patienter, der får stillet diagnosen kræft, har haft sygdommen igennem en periode, hvor kræften har været skjult, fordi den ikke har givet symptomer. Den nye forskning viser, at skjult kræft – såkaldt okkult kræft – er forbundet med en forhøjet risiko for at blive ramt af hjerneblodpropper og hjerneblødninger også kaldet apopleksi. Og det er især, når skjult kræft kombineres med rygning, at apopleksirisikoen er særligt stor.

I undersøgelsen offentliggjort i tidsskriftet Stroke har forskerne studeret 264.376 danske kræftpatienter i årene før, de fik deres kræftdiagnose. De har samtidig registreret indlæggelser for apopleksi på danske hospitaler i samme periode (2003-2012). Kræftpatienternes risiko er sammenlignet med risikoen for apopleksi i den danske baggrundsbefolkning, og man har justeret for forskelle i alder, køn, indkomst og uddannelse.

Det viste sig, at personer med skjult kræft havde en forhøjet risiko for at blive ramt af apopleksi; en risiko der hastigt steg til en tredobling i tiden op til deres kræftdiagnose.

Risikoen var hovedsagelig knyttet til rygerelateret kræft. Risikoen var således højest blandt patienter med skjult lungekræft, men også nyrekræft, bugspytkirtelkræft og tarmkræft gør sig gældende blandt de skjulte kræftformer, der øger risikoen for apopleksi.

Derimod kan kræftformer uden større tilknytning til rygning ikke kædes sammen med nogen nævneværdigt større risiko for apopleksi. Eksempelvis var prostatakræft, brystkræft og ondartet hudkræft (melanom) ikke forbundet med større risiko for hjerneblodpropper og hjerneblødninger. 

Forskerne håber, at den nye viden måske kan hjælpe til et ekstra fokus på nydiagnosticerede apopleksipatienter og deres risiko for at have skjult kræft, især de patienter der ryger.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift