Skip to main content

 

Opdivo anbefalet som adjuverende monoterapi mod muskelinvasiv blærekræft

Medicinrådet anbefaler adjuverende behandling med Opdivo (nivolumab) af voksne med muskelinvasivt urotelialt karcinom (MIUC) med PD-L1-tumorcelleekspression ≥ 1 procent, som har høj risiko for tilbagefald efter at have gennemgået radikal resektion.

Medicinrådet vurderer, at immunterapien udskyder tiden til sygdomstilbagefald sammenlignet med nuværende praksis, som ikke indebærer en aktiv behandling (observation).

For de fleste patienter, som får tilbagefald, vil sygdommen være uhelbredelig, skriver rådet.

Medicinrådet vurderer, at der i Danmark er cirka 50 patienter med MIUC om året, som er kandidater til adjuverende behandling med nivolumab.

Samlet set vurderer Medicinrådet, at omkostningerne til behandlingen er rimelige set i forhold til den forventede effekt. Medicinrådet anbefaler, at nivolumab gives i vægtbaseret dosering og i op til 12 måneder. Men behandling med nivolumab indebærer en risiko for alvorlige bivirkninger, herunder pneumonitis, colitis og binyrebarkinsufficiens.  

Medicinrådet anbefaler desuden, at de behandlende afdelinger opsamler data vedrørende effekt og sikkerhed af nivolumab som adjuverende behandling af MIUC.

”Senest om tre år vil Medicinrådet med udgangspunkt i opfølgende data, herunder data vedrørende overlevelse, vurdere, om der er grundlag for at revurdere anbefalingen,” skriver rådet.