Endnu en blærekræft-gruppe opnår OS-gevinst af Padcev plus Keytruda
Kombinationen af Padcev (enfortumab vedotin, EV) og Keytruda (pembrolizumab) forbedrer event-fri og samlet overlevelse hos cisplatin-uegnede patienter med muskelinvasiv blærekræft, når behandlingen gives både før og efter kirurgisk cystektomi.
Det viser nye resultater fra fase III-studiet EV-303 (KEYNOTE-905), som ifølge en pressemeddelelse fra Astellas Pharma vil blive præsenteret på en kommende videnskabelig kongres. Studiet undersøger EV i kombination med pembrolizumab som perioperativ behandling – både neoadjuverende og adjuverende – sammenlignet med kirurgi alene hos patienter med muskelinvasiv blærekræft (MIBC), der ikke er egnede til eller har fravalgt cisplatinbaseret kemoterapi.
Ved den første interimistiske analyse viste kombinationsbehandlingen en statistisk signifikant forbedring af både event-fri overlevelse (EFS), studiets primære endepunkt, og samlet overlevelse (OS), et centralt sekundært endepunkt. Også det sekundære endepunkt patologisk komplet respons (pCR) blev opfyldt. Sikkerhedsprofilen for både kombinationen og pembrolizumab monoterapi var i overensstemmelse med de kendte profiler for behandlingerne.
EV-302 ændrede praksis ved metastatisk sygdom
Resultaterne fra EV-303 føjer sig til de overbevisende data fra EV-302, hvor kombinationen i førstelinjebehandlingen af lokalt-avanceret eller metastatisk urotelial cancer viste næsten en fordobling af median samlet overlevelse: 33,8 måneder med EV plus pembrolizumab mod 15,9 måneder med kemoterapi (HR: 0,51; 95% CI, 0,43-0,61). Median progressionsfri overlevelse blev ligeledes fordoblet til 12,5 måneder versus 6,3 måneder (HR: 0,48; 95% CI, 0,41-0,57).
Fordelen var konsistent på tværs af subgrupper – både cisplatin-egnede og -uegnede patienter samt hos patienter med og uden levermetastaser. Disse resultater førte til, at Medicinrådet i december 2024 anbefalede kombinationen til danske patienter med metastatisk blærekræft.
Ny mulighed for cisplatin-uegnede patienter med MIBC
Mens EV-302 etablerede EV plus pembrolizumab som standard i metastatisk sygdom, viser EV-303 for første gang, at en systemisk behandling kan forbedre overlevelsen i den perioperative setting hos cisplatin-uegnede patienter med muskelinvasiv blærekræft. Dermed kan en patientgruppe, der hidtil kun har haft kirurgi som standardbehandling, nu stå over for et markant nyt behandlingsalternativ.
Resultaterne vil blive drøftet med globale sundhedsmyndigheder med henblik på regulatoriske ansøgninger. Enfortumab vedotin plus pembrolizumab undersøges desuden i cisplatin-egnede patienter med MIBC i fase III-studiet EV-304 (KEYNOTE-B15).










