Imfinzi reducerer tidlige sygdomstilbagefald hos NMIBC-patienter
Imfinzi (durvalumab) mindsker mængden af tidlige sygdomstilbagefald hos patienter med højrisiko ikke-muskelinvasiv blærekræft (NMIBC). Det viser eksplorative analyser fra fase III-studiet POTOMAC.
De nye data fra POTOMAC-studiet blev præsenteret den 15. maj på årsmødet i American Urological Association (AUA). Formålet med POTOMAC er at evaluere durvalumab i kombination med BCG-behandling som behandling af patienter med Bacillus Calmette-Guérin (BCG)-naiv, højrisiko NMIBC, der har gennemgået TURBT (operation) før randomisering.
I forsøget blev 1.018 patienter randomiseret 1:1:1 til at modtage enten durvalumab plus BCG-induktions- og vedligeholdelsesbehandling eller durvalumab plus BCG-induktionsbehandling alene eller BCG-induktions- og vedligeholdelsesbehandling. Patienterne fik seks ugers BCG-induktionsbehandling med eller uden to års BCG-vedligeholdelsesbehandling.
Det primære endepunkt var sygdomsfri overlevelse (DFS), defineret som tiden fra randomisering til datoen for første tilbagefald af højrisikosygdom eller død uanset årsag, for durvalumab plus BCG-induktions- og vedligeholdelsesbehandling sammenlignet med BCG-induktions- og vedligeholdelsesbehandling alene. Sekundære endepunkter omfattede DFS for durvalumab plus BCG-induktionsbehandling alene i forhold til sammenligningsarmen samt OS efter fem år og sikkerhed på tværs af begge eksperimentelle forsøgsarme.
Resultaterne fra POTOMAC viser, at i det første behandlingsår var der næsten halvt så mange højrisikosygdomshændelser og tilbagefald uden respons på BCG hos de patienter, som fik durvalumab plus BCG, sammenlignet med de patienter, der kun fik BCG.
I undergrupper af patienter med papillære tumorer, med eller uden carcinoma in situ (CIS), eller kun med papillære tumorer uden CIS, reducerede regimet med durvalumab plus BCG risikoen for højrisiko sygdomstilbagefald, progression eller død med henholdsvis 39 procent og 44 procent sammenlignet med BCG alene.
Durvalumab plus BCG forbedrede også tiden til cystektomi og cystektomifri overlevelse, med færre patienter, der fik foretaget kirurgisk fjernelse af blæren.
Sikkerheden ved induktions- og vedligeholdelsesbehandling med durvalumab plus BCG var i overensstemmelse med de kendte sikkerhedsprofiler for de individuelle lægemidler, og der blev ikke identificeret nye sikkerhedssignaler ved en medianopfølgning for DFS på mere end fem år.
