Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Region forbyder alle sygehuse at afvise kræfthenvisninger - landspolitikere ryster på hovedet

Lægerne på Ringsted Sygehus og på alle Region Sjællands sygehuse får nu forbud mod at afvise henvisninger fra de praktiserende læger af kvinder til såkaldte kræftpakkeforløb på brystkræftområdet. Kvinderne kommer nu i kræftpakkeforløb uden videre vurderinger.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Region Sjælland.

Den nye retningslinje på Ringsted Sygehus forventes kun at skulle gælde senest til årsskiftet, da regionen forventer, at der senest på det tidspunkt ligger en fælles national afklaring om fortolkning af retningslinjerne for brystkræftundersøgelser. Region Sjælland oplever nemlig, at der er forskellige udlægninger fra styrelser og andre nationale myndigheder af, herunder den praktiserende læges og sygehusets speciallæges rolle i visitationen.

"På baggrund af de forskellige udlægninger og fortolkninger, som de forskellige myndigheder har om retningslinjerne og deres rækkevidde, har Ringsted Sygehus besluttet midlertidigt at udvide visitationspraksis. Det betyder, at alle borgere, der henvises af deres praktiserende læge til kræftpakkeforløb på brystkræftområdet, vil blive tilbudt de relevante undersøgelser inden for 14 dage, også selvom de beskrevne symptomer ikke tilsiger, at borgeren skulle i kræftpakkeforløb. Det gør vi blandt andet for at sikre, at vi ikke taber en borger i overgangen mellem almen praksis og sygehus," siger Henrik Stig Jørgensen, lægefaglig vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse i pressemeddelelsen.

Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland, siger:

"Det er magtpåliggende for Region Sjælland, at borgerne kan være trygge ved, at de får de rigtige undersøgelser inden for den rigtige tidsgrænse. Det er samtidig vigtigt, at de ansatte på afdelingen ikke er usikre på, om de handler fagligt korrekt. En eventuel tvivl om fortolkninger skal således ikke gå ud over patienter og ansatte, og jeg er derfor glad for beslutningen om at indføre den midlertidige retningslinje." 

Heino Knudsen ønsker en fælles, national aftale om, hvordan henvisninger til kræftpakke-forløb skal håndteres på sygehusene. Derfor har Region Sjælland i dag rettet henvendelse til Sundhedsstyrelsen for at få en drøftelse på tværs af regioner, styrelser med videre af problemstillingen. Det kunne for eksempel være i regi af den nationale Taskforce for Patientforløb for kræft- og hjerteområdet

De midlertidige retningslinierne i regionen kommer efter, at Jyllands-Postens har omtalt af tre kvinder, som tidligere i år af sygehuset fik afvist henvisninger til akut og grundig undersøgelse for brystkræft. Alle tre kvinder viste sig at have brystkræft.

Forbuddet, som indføres i Region Sjælland, er kun midlertidig, for det er nemlig dyrt at give alle patienter, hvor der mistanke om kræft, det fulde kræftpakke-forløb, siger Heino Knudsen.

Ikke begejstrede landspolitikere

Oplysningen om, at det er slut med at afvise henvisninger af patienter med begrundet mistanke om brystkræft til et kræftpakkeforløb, kom tirsdag eftermiddag op på et samråd om brystkræftsagen i Folketingets sundhedsudvalg.

Og selv om sundhedsminister Magnus Heunicke kaldte regionens beslutning for "klog", var der dog ikke den store ros til regionen at spore i udvalget.

Tidligere sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) forstod slet ikke ideen med regionens midlertidige retningslinjer.

"Jeg forstår slet ikke, at det skal være midlertidigt, at patienter, som henvises af deres praktiserende læge efter mistanke om kræft, straks kommer i et kræftpakkeforløb. Undskyld mig, er det ikke hele grundlaget for, at vi indførte kræftpakkerne. Jeg føler mig ikke tryg ved det," sagde hun blandt andet.

Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti var heller ikke begejstret for ordlyden af Region Sjællands pressemeddelelse.

"Jeg synes ikke, at man bliver betrygget i, at Region Sjælland tager denne sag 100 procent alvorligt ved at læse pressemeddelelsen," sagde han. "Dels handler den kun om brystkræftpatienter. Hvad med alle andre kræftpatienter? Så står der, at patienterne "vil blive tilbudt de relevante undersøgelser inden for 14 dage, også selvom de beskrevne symptomer ikke tilsiger, at borgeren skulle i kræftpakkeforløb". For det første skal patienterne bare ind hurtigst muligt, og for det andet er der med sidste halvdel af sætningen tale om en undervurdering af den praktiserende læge, som har vurderet, at patienten har symptomer på kræft."

Det gav Magnus Heunicke ham ret i.

"Jeg kan sagtens følge din tekstanalyse," sagde han. "Jeg bed selv mærke i formuleringen "også selvom de beskrevne symptomer ikke tilsiger, at borgeren skulle i kræftpakkeforløb." Lad mig gøre det helt klart, at jeg forventer, at patienter, som i hele landet henvises til kræftpakkeforløb af deres praktiserende læge, straks kommer det."

Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti ville vide, om ministeren ville gøre retningslinjer til lov for at være sikker på, at de blev efterfulgt. Lige nu var der ingen konsekvens for regionerne, når de ikke blev fulgt, mente hun.

Ministeren ville ikke udelukke nogen muligheder, sagde han.

Ekstern vurdering

Regionen Sjælland har fået Odense Universitetshospital til at gennemføre en ekstern vurdering af en række henvisninger til Ringsted Sygehus, og nogle af dem har været drøftet med en klinikchef på Rigshospitalet. De foreløbige resultater viser ifølge pressemeddelelsen fra Region Sjælland, at de fleste henvisninger visiteres ens, men nogle fortolkes forskelligt ud fra de gældende retningslinjer.

Kultur