Ingen klar fordel ved anastrozol frem for tamoxifen ved HR+ DCIS

SABCS: Tilbagefaldsraten ved behandling med anastrozol er sammenlignelig med tilbagefaldsraten ved tamoxifen i postmenopausale kvinder med hormonreceptor-positiv duktalt karcinom in situ (DCIS), viser langtidsdata fra fase III-studiet IBIS-II DCIS.

Bivirkningsprofilen for de to stoffer er dog meget forskellig.

12-års resultater fra IBIS-II DCIS, der blev præsenteret på SABCS 2020 i december sidste år, bekræfter tidligere resultater og viser, at tilbagefaldsraten ved anastrozol og tamoxifen fortsat er sammenlignelig. Der kunne heller ikke registreres nogen signifikante forskelle i den brystkræftrelaterede mortalitet og i den samlede mortalitet de to arme imellem. Til gengæld viste de opdaterede langtidsdata tydelige forskelle i bivirkningsprofilen for de to stoffer.

”Vi observerede flere tilfælde af kræft i livmoderen og ovariekræft blandt de kvinder, som var randomiseret til tamoxifen, mens andelen af frakturer, slagtilfælde og transitoriske iskæmiske anfald var højere blandt de kvinder, som var randomiseret til anastrozol, sagde Ivana Sestak, da hun præsenterede data fra IBIS-II DCIS.

Ivana Sestak er lektor ved Queen Mary University of London og primær investigator på IBIS-II DCIS.

Bivirkninger bør styre behandlingsvalg

Resultater viser, at kvinder, som fik behandling med anastrozol, havde en 34 procent øget risiko for frakturer og en tre gange forøget risiko for slagtilfælde og transitoriske iskæmiske anfald end kvinder, som fik tamoxifen. Forekomsten af livmoderkræft, ovariekræft og hudkræft (ikke melanom) var mindre hyppig ved anastrozol end ved behandling med tamoxifen.

”Hovedbudskabet fra denne præsentation er, at valget af adjuverende endokrin behandling til DCIS bør være et individuelt valg, hovedsageligt baseret på forskelle i bivirkningsprofilen for de to stoffer. Vi har observeret meget tydelige forskelle i bivirkningsprofilen. En bedre forståelse af bivirkningsprofilerne vil bidrage til, at patienter med HR-positiv DCIS kan foretage informerede behandlingsvalg,” udtalte brystkræftspecialist Halle Moore fra Cleveland Clinic i Ohio i en nyhed på det videnskabelige nyhedssite Hematology and Oncology.

Det er uvist, om forskellene i bivirkningsprofilerne er en konsekvens af, at det ene stof øger forekomsten af bestemte bivirkninger, eller om det snarere er et spørgsmål om, at det andet stof hæmmer forekomsten af samme bivirkninger. I studieabstraktet oplyses det, at der er en udvidet bivirkningsrapport på vej.  

Ingen betydende forskelle i effekt

IBIS-II DCIS inkluderede 2.980 postmenopausale kvinder med HR-positiv DCIS. De blev randomiseret 1:1 til at få anastrozol eller tamoxifen over en periode på fem år. I den aktive behandlingsperiode blev kvinderne fulgt i klinikken, hvorefter data om effekt og bivirkninger blev indsamlet vi spørgeskemaer og kontrolbesøg.

De inkluderede kvinder havde en gennemsnitsalder på 60 år. En sammenlignelig andel af kvinderne i de to arme havde modtaget hormonterapi (44,2 procent i tamoxifen-armen og 46,8 procent i anastrozol-armen) og stråleterapi (71,5 procent i tamoxifen-armen og 70,9 procent i anastrozol-armen

Efter en median opfølgningsperiode på 11,6 år viser data, at tilbagefaldsraten lå på 9,7 procent i tamoxifen-armen og 8,5 procent i anastrozol-armen. Der blev observeret en trend til fordel for anastrozol i kvinder med østrogenreceptor-positiv, HER2-negativ sygdom, men denne trend sås alene i perioden, hvor kvinderne var i aktiv behandling. Mortalitetsraten i de to arme var sammenlignelig, henholdsvis 4,2 procent med anastrozol og 4,5 procent med tamoxifen. Der blev observeret tre brystkræftdødsfald i hver behandlingsarm.  

Tidligere studier har vist, at aromatase-hæmmere såsom anastrozol har været mere effektive til at forebygge tilbagefald af sygdom end tamoxifen i postmenopausale HR+ kvinder med invasiv brystkræft. Forud for IBIS-II DCIS har det imidlertid været uvist, om dette også gjorde sig gældende for kvinder med HR+ DCIS.