Perjeta forbedrer den invasive sygdomsfrie brystkræft-overlevelse
Patienter med HER2-positiv tidlig brystkræft opnår en forbedret invasiv sygdomsfri overlevelse (IDFS), når de behandles med det monoklonale antistof Perjeta (pertuzumab) i kombination med standardbehandling med trastuzumab og kemoterapi.
Det viser seksårs-resultater fra APHINITY-studiet, som er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Clinical Oncology. APHINITY inkluderede 4.805 patienter med tidlig HER2-positiv brystkræft. Efter operation og bekræftelse af HER2-positivitet blev patienterne randomiseret 1:1 til ét års behandling med pertuzumab plus trastuzumab og kemoterapi eller trastuzumab og kemoterapi alene.
Resultater fra studiet viste ved 45-måneders opfølgning en signifikant forbedring af IDFS ved tillæg af pertuzumab til behandling med trastuzumab og kemoterapi hos patienter med tidlig HER2-positiv brystkræft (HR=0,81; 95% CI 0,66-1,00; p = 0,045). Det var især patienter med lymfeknudepositiv eller hormonreceptor-negativ sygdom, der havde gavn af behandlingen.
Tydelig forbedring i udvalgte subgrupper
IDFS-analysen, som er baseret på 508 forekomster i ITT-population, viste en seksårs-IDFS på 91 procent i pertuzumab-armen versus 81 procent i kontrolarmen (HR=0,76; 95% CI 0,64-0,91) Lymfeknudepositive-patienter opnåede en klar forbedring af IDFS ved behandling med pertuzumab (HR=0,72; 95% CI 0,59-0,87), mens der ingen bedring var at spore blandt de lymfeknudenegative-patienter.
En subgruppeanalyse af data viste ydermere, at patienter med hormonreceptor-positiv sygdom opnåede en større forbedring i IDFS ved behandling med pertuzumab (HR=0,73; 95% CI 0,59-0,92 end patienter med hormonreceptor-negativ sygdom gjorde (HR=0,83; 95% CI 0,63-1,10.
Ved anden delanalyse fra APHINITY blev der ikke observeret en forbedring af den samlede overlevelse (OS) ved tillæg af pertuzumab til trastuzumab og kemoterapi for patienter med HER2-positive tidlig brystkræft. En endelig vurdering af OS kræver fortsat opfølgning op til tredje delanalyse af OS i 2022, samt den afsluttende hændelsesstyrede OS-analyse efter indtrædelse af det 640. dødsfald.
