Når Magnus Heunicke siger vores - så mener han regeringens

- først med nyheder om medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser
”Vi har haft et stort fokus på overlevelse i vores behandlingsræsonnementer, men faktum er, at vi behandler rigtigt mange helt op til sidste måned af deres liv, som ender med at dø af kræften,” siger Thea Otto Mattsson.

Én ud af fire brystkræft-ofre får nytteløs behandling sidst i livet

Næsten en fjerdedel af de brystkræftpatienter, der dør af sygdommen, får kræftbehandling i måneden op til deres død. Samme tendens kan genfindes inden for andre kræftformer. Det er nytteløse behandlinger, som giver patienterne bivirkninger.

Spørgsmålet er, om vi kan gøre det anderledes i situationen, spørger læge Thea Otto Mattsson, der står bag et nyt registerstudie om problematikken.

”Vi har haft et stort fokus på overlevelse i vores behandlingsræsonnementer, men faktum er, at vi behandler rigtigt mange helt op til sidste måned af deres liv, som ender med at dø af kræften,” siger Thea Otto Mattsson, ph.d. og læge på Onkologisk Afdeling ved Odense Universitetshospital.

Hun har som et led i sin nu afsluttede post.doc og lavet et registerstudie sammen med kollegaer, der baserer sig på data fra perioden 2010 til 2015. Studiet, der er udgivet i tidsskriftet Acta Oncologica, viser, hvor mange forskellige kræftformer, der behandles op til de sidste 30 dage af kræftpatientens liv, såkaldt ’end-of-life treatment’. Her ligger brystkræft, malignt melanom og bugspytkirtelkræft i toppen. 

”Jeg kan ikke sige, om vi gør det godt eller skidt i Danmark, men jeg synes, at det er en debat, der er værd at have indenfor de enkelte kræftsygdomme. Vi må overveje, om vi er gode nok til at tage den nødvendige snak med patienten og sammen vurdere, om det ikke er bedre at stoppe med behandling, så patienten kan få nogle sidste gode uger eller måske måneder uden bivirkninger og med større livskvalitet,” siger Thea Otto Mattsson.

Resultatet var ikke så overraskende

Særligt brystkræft gør sig bemærket i statistikken. Næsten en fjerdedel af de brystkræftpatienter, der dør af sygdommen, har fået mindst én anti-cancerbehandling i måneden op til, at de dør, konkluderer analysen. Det overrasker egentlig ikke forfatterne, da brystkræft i højere grad rammer unge mennesker end andre kræftformer gør. Det påvirker muligvis den behandlende læges tilbøjelighed til at fortsætte behandlingen, tænkte forfatterne på forhånd. 

”Det er jo meget menneskeligt at få en følelse af uretfærdighed, når man står overfor et ungt menneske, som er ved at dø af kræft. Man bliver nok også som læge mere tilbøjelig til at håbe på en bedre prognose, og det bliver nok også sværere at gøre det klart overfor patienten, hvor ringe prognosen egentlig er,” siger Thea Otto Mattsson.

Hun fortsætter: 

”Samtidig skal man jo formidle, at behandlingen med stor sandsynlighed kun vil give bivirkninger og ringere livskvalitet de sidste uger af livet. Det er en svær samtale, særligt når det drejer sig om unge mennesker,” siger hun. 

Hun understreger, at der er forskel på de behandlinger, kræftpatienterne modtager. Nogle modtager antihormonbehandling, som giver færre og mere milde bivirkninger sammenlignet med f.eks. kemoterapi. Det betyder at opvejningen af bivirkninger versus mulighed for længere overlevelse kan se forskellig ud fra patient til patient. Dertil kommer, at brystkræftpatienter ofte har flere tilgængelige standardbehandlinger i forskellige kombinationer på trods af fremskreden sygdom. Dette gør det muligt for behandlingen at fortsætte over længere tid. 

Thea Otto Mattsson pointerer, at der de senere år er kommet et større fokus på at opveje bivirkninger mod livskvalitet hos kræftpatienter, f.eks. gennem øget bevidsthed om og inkludering af PRO-data i kliniske studier. Det kan være med til at ændre billedet af ’end-of-life treatment’ i Danmark.

Samme tendens kan genfindes i andre kræftformer

Forfatterne bag studiet har analyseret data fra 42.277 kræftpatienter med en medianalder på 70 år. Resultatet af analysen viste, at jo tættere på døden, jo færre patienter fik behandling mod kræft, samt at risikoen for at få mindst en anticancer-behandling i 30 dage op til dødstidspunktet varierede ret betydeligt fra kræftform til kræftform.

  • I alt fik 16 procent af alle kræftpatienter, der døde af deres sygdom, mindst én behandling mod kræft i løbet af de sidste 30 dage før døden.
  • Andelen af ​​patienter, der fik behandling mod kræft ved udgangen af ​​livet, var stabil i undersøgelsesperioden 2010 til 2015, og lå mellem 15 og 17 procent.
  • Kemoterapi ved engangsbrug eller i kombination med endokrinbehandling var den hyppigst anvendte behandlingstype. Den dækkede 75 procent af al behandling ved livets udgang. 
  • I perioden skete en let ændring i retning af brug af immunterapi og endokrin behandling. Der blev registreret en stigning fra henholdsvis 3,2 procent og 10 procent i 2010 til 7,2 procent og 16 procent i 2015. 
  • Anvendelsen af kemoterapi i kombination med immunterapi faldt fra 9,0 procent i 2010 til 6,1 procent i 2015. 
  • Patienter med brystkræft havde den højeste andel af kræftbehandling ved livets afslutning (23 procent) efterfulgt af patienter med malignt melanom (21 procent), patienter med kræft i bugspytkirtlen (18 procent) og patienter med prostatacancer (18 procent). 32 procent af brystkræftpatienterne og 78 procent af prostatacancer blev behandlet med endokrin behandling alene.
  • Patienter med urinvejskræft, som indekscancer, var mindst tilbøjelige til at blive behandlet ved livets afslutning (10 procent).
  • Patienter, der fik behandling mod kræft ved udgangen af ​​livet, var mere tilbøjelige til at dø på hospital.

Forskerne havde ikke information om hverken sygdomsstadiet ved diagnose eller ved døden, den helbredende eller palliative hensigt med behandlingen eller patientens præstationsstatus. Vurderingen af ​​komorbiditet var rent indeksbaseret og fangede muligvis ikke alle relevante komorbiditeter. Dette omtaler forskerne til sidst i forskningsartiklen som svagheder ved studiet.

 

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

MS Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift