Skip to main content

 

Nationalt projekt vil finde bedste behandling mod metastatisk brystkræft efter progression

En ny national undersøgelse vil forsøge at besvare spørgsmålet om, hvilken behandling patienter med uhelbredelig metastatisk ER+, HER2 brystkræft bør tilbydes efter progression. Projektet er støttet af Danish Comprehensive Cancer Center.

Studiet udgår fra Danish Breast Cancer Group (DBCG) og vil blive udført på tværs af alle onkologiske afdelinger i Danmark. Bag projektet står Iben Kümler, dr. med., ph.d., lektor, fra Onkologisk afdeling på Herlev Universitetshospital.

Hos omkring 20 procent af de 4.500 danske kvinder, som årligt bliver diagnosticeret med brystkræft, vil sygdommen på et tidspunkt komme tilbage som uhelbredelig metastatisk brystkræft. Af dem får omkring 18 procent (650 personer) konstateret ER+, HER2 normal uhelbredelig metastatisk brystkræft. Siden 2017 har kombinationsbehandling med endokrin behandling og en CDK4/6-hæmmer været standard første- eller andenlinjebehandling mod ER+, HER2 uhelbredelig metastatisk brystkræft. Der er dog endnu ikke foretaget studier af, hvilken betydning denne behandling har haft for danske patienters overlevelse og livskvalitet.

Det nye projekt vil dels opnå viden om effekten af CDK4/6-hæmmerbehandling efter progression, dels om behandling og prognose for patienter med ER+, HER2- metastatisk brystkræft ved at indsamle data fra samtlige inkluderede patienter i DBCGs Recidivdatabase i Danmark. På den måde vil studiet bidrage til at besvare spørgsmålet om, hvilken behandling patientgruppen bør tilbydes efter progression – og vil dermed potentielt være praksisændrende i Danmark.

Støtten fra DCCC på cirka 129.000 kr. skal bruges til at forberede studiet, herunder til udarbejdelse af en studieprotokol samt til statistisk hjælp. Protokollen vil danne grundlag for ansøgninger om finansiel støtte til udførelse af forsøget.

En mio. kr. til seks projekter

Yderligere fem projekter har netop fået støtte fra DCCC. Samlet set modtager de seks grupper af ansøgere lidt over 1 mio. kr.

De andre projekter er:

Nationalt, tværfagligt netværk for forskning i cancer associeret trombose 

Tværfaglig organisation: Dansk Lunge Cancer Register (DLCR).

Primær kontaktperson: Thomas Decker Christensen, lærerstolsprofessor, dr.med., ph.d., Hjerte-, Lunge-, Karkirurgi & Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitetshospital.

Bevilling: 188.689 kr. – til forberedelse af nationale og multidisciplinære investigator-initierede studier i et DCCC-støttet netværk.

National Network for Obesity and Cancer Research (ObeCaRe) 

Primær kontaktperson: Signe Borgquist, klinisk lærestolsprofessor, overlæge, dr. med., Onkologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet.

Bevilling: 200.000 kr. - til etablering af et nyt nationalt, tværfagligt netværk.

COMPARE - cancersmerter i PainData

Tværfaglig/faglig organisation: Projektet er forankret i Nationalt Videncenter for Rehabilitering og Palliation (REHPA).

Primær kontaktperson: Lene Jarlbæk, overlæge, lektor, REHPA - Videncenter for Rehabilitering og Palliation, Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

Bevilling: 188.900 kr. - til forberedelse af dette nationale og multidisciplinære investigator-initierede studie.

Neoadjuverende immunterapi til patienter med dMMR tyk- og endetarmskræft

Tværfaglig/faglig organisation: Studiegruppen er forankret i Danish Colorectal Cancer Group (DCCG). Der er opnået tilsagn fra alle fem regioner. Studierne forventes godkendt af DCCG som et multidisciplinært multicenter studie.

Primær kontaktperson: Ismail Gögenur, professor, dr. med., overlæge, Kirurgisk afdeling, Sjællands Universitetshospital.

Bevilling: 145.000 kr.– til forberedelse af nationale og multidisciplinære investigator-initierede studier.

The FRAGINOC study: The impact of FRAilty screening, Geriatric assessment and INtervention in older patients with epithelial Ovarian Cancer 

Tværfaglig/faglig organisation: Dansk OnkoGEriatrisk Netværk (DCCC AGE). Projektet planlægges forankret i Dansk Gynækologisk Cancer Gruppe (DGCG).

Primær kontaktperson: Tine Henrichsen Schnack, overlæge, ph.d., Gynækologisk Obstetrisk afdeling, Odense Universitetshospital.

Bevilling: 152.000 kr. – til forberedelse af dette nationale og multidisciplinære investigator-initierede studie.