Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Antracyklin plus taxan mindsker risikoen for tilbagefald ved tidlig brystkræft

Bent Ejlertsen

SABCS: Behandling med antracyklin i kombination med taxan efter operation mindsker risikoen for tilbagefald ved tidlig brystkræft med hele 42 procent sammenlignet med taxan alene.

Det viser en metaanalyse af 16 randomiserede, kliniske forsøg, som præsenteres på SABCS 2021 (abstract #GS2-06).

”Antracyklin kan medføre kardiotoksicitet og indebærer en risiko for sekundær leukæmi, så i klinisk praksis har man i nogle år forsøgt at undgå antracyklin. Men analysen viser, at det er en gevinst ved at give antracyklin samtidig med taxan, og derfor bør man trods risikoen for bivirkninger overveje at give behandlingen til især højrisikopatienter,” vurderer Bent Ejlertsen, der er professor i klinisk onkologi ved Rigshospitalet og lægefaglig chef i Dansk Bryst Cancer Gruppe. Han er medforfatter til analysen.

Med i analysen indgår blandt andet et dansk studie, som bl.a. har Bent Ejlertsen på forfatterlisten; det randomiserede fase III-studie READ, som blev udgivet i Journal of Clinical Oncology i 2017.

Ideen med studiet var at undersøge, om det var muligt at undgå antracyklin og opnå en tilsvarende effekt med taxanholdig kemo alene. Her blev 2.012 danske kvinder randomiseret til seks serier docetaxel (75 mg/m2) og cyklofosfamid (600 mg/m2) hver tredje uge eller tre serier epirubicin (90 mg/m2) og cyklofosfamid (600 mg/m2) efterfulgt af tre serier docetaxel (100 mg/m2). Studiet viste, at der ingen forskel var på effekten af de to behandlingsstrategier, og det har været med til at ændre de danske retningslinjer.

”Hvor vi tidligere gav sekventiel behandling med epirubicin og cyklofosfamid efterfulgt af docetaxel til alle patienter, ændrede vi i foråret retningslinjerne, således at man nu differentierer behandlingen afhængig af risiko og subtype. På baggrund af en metaanalyse publiceret i 2019 er der indført et sekventielt regime med højere dosisintensitet til patienter med høj risiko, og cyklofosfamid og docetaxel gives fremfor det sekventielle regime med epirubicin til patienter med moderat risiko,” siger Bent Ejlertsen.

Stor gevinst ved samtidig behandling med antracyklin og taxan

Mens det danske studie viste, at sekventiel behandling med antracyklin og taxan ikke førte til en mere effektiv behandling end med taxan alene, er billedet en smule anderledes i metaanalysen. I tre af forsøgene har man nemlig undersøgt en anden behandlingsstrategi: seks serier taxan med eller uden samtidig antracyklin. Det vil sige, hvor taxan og antracyklin gives samtidig og ikke sekventielt, som det var tilfældet i det danske studie. Her viser det sig, at kombinationen taxan og antracyklin, hvis den gives på samme tid, mindsker risikoen for tilbagefald med hele 42 procent sammenlignet med taxan alene (RR 0,58; 95% CI 0,43-,079). Og efter ti års opfølgning var risikoen for at dø af brystkræft reduceret med 4.2 procent (RR 0,65; 95% CI 0,49-0,87) i antracyklin-taxan-armen.

”Det er lidt af en overraskelse, men resultatet understreger, at det kan betale sig at give kombinationsbehandlingen med antracyklin og taxan i tilfælde, hvor risikoen for tilbagefald er høj,” mener Bent Ejlertsen.

Ifølge professoren er det dog stadig uvist, hvilken af de mere intensive kemobehandlingsstrategier, der er mest hensigtsmæssig. Metaanalysen inkluderer nemlig ikke studier med dose-dense kemoterapi, hvor behandlingen gives med kortere intervaller end vanligt og med forebyggende behandling med vækstfaktor.

”Vi mangler et forsøg, som sammenligner behandling med samtidig antracyklin og taxan med dose-dense kemoterapi, før vi kan konkludere, hvad der er mest effektivt til patienter i høj risiko,” siger han.

Metanalysen bygger på data fra 18.200 deltagere i 16 randomiserede forsøg, som på forskellig vis har sammenlignet effekten af antracyklin plus taxan med taxan alene. De primære endepunkter var tid til tilbagefald og dødsfald forårsaget af brystkræft.

Efter ti års opfølgning var der ikke en signifikant stigning i andelen af dødsfald forårsaget af hjertekarsygdomme eller leukæmi blandt patienter, som blev behandlet med antracyklin. Det kræver dog en længere opfølgningsperiode at kunne fastsætte den risiko.

Kultur