Selv støj under grænseværdien øger risikoen for brystkræft

Der er en sammenhæng mellem støj og en øget risiko for blandt andet brystkræft, viser noget af den nyeste forskning på området. Den øgede risiko findes, selvom støjen holder sig under den nuværende grænseværdi.

Forskingen er foretaget af seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og professor ved Roskilde Universitet Mette Sørensen, som med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond gennem de seneste tre år har brugt en avanceret støjmodel til at kortlægge støjforureningen ved alle danske adresser. Oplysningerne har hun kombineret med registerdata om danskernes sundhed og sygdomme fra blandt andet Cancerregistret og Landspatientregistret.

Resultaterne peger på, at der generelt er en sammenhæng mellem støj og en øget risiko for brystkræft, hjertekarsygdomme og type 2-diabetes, selv om støjen holder sig under den nuværende grænseværdi på 58 dB. Faktisk viser undersøgelsen, at vejstøj synes at øge risikoen for flere af sygdommene allerede fra omkring 35-40 dB.

Mette Sørensen understreger, at selv om det er bekymrende, at støj øger risikoen for brystkræft, er der tale om en lille øget risiko for den enkelte, på blot få procent. Omkring 90 årlige årlige tilfælde af brystkræft og 1.211 tilfælde af diabetes kan tilskrives støj fra de danske veje.

Mette Sørensen er i øjeblikket ved at søge penge til en undersøgelse af, om kræftpatienter er særligt udsatte for støj.

Sov i det mest stille rum

Det skønnes, at cirka 724.000 boliger – svarende til op mod halvanden mio. danskere – er støjbelastet over grænseværdien på 58 dB, og 141.000 af dem er udsat for støj over 68 dB.

Mette Sørensens forskning viser, at for diabetes og brystkræft er støjen mere skadelig, hvis den rammer bagsiden af huset, end hvis det især er facaden ud mod vejen, der er berørt. 

”Det er i denne del af huset, man typisk har sit soveværelse, og det tyder på, at støjen påvirker vores sundhed ved at forstyrre vores nattesøvn. Det stemmer overens med den viden, vi har fra andre undersøgelser, der viser, at dårlig søvn øger risikoen for en række sygdomme, blandt andet hjertekarsygdomme og diabetes,” siger Mette Sørensen på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. 

Hun påpeger, at hvis man er plaget af støj, er det bedste man kan gøre, at mindske den påvirkning, man er udsat for om natten. Eksempelvis ved at indrette soveværelset i husets mest stille rum, eller måske vælge lydisolerende vinduer, når ruderne skal skiftes. Som bilejer kan man vælge støjsvage dæk, som mindsker larmen.

Grænseværdi for trafikstøj

I Danmark er der i dag en vejledende grænseværdi på 58 decibel (dB) for, hvor meget trafikstøj vores boliger må være udsat for. Hvis støjen kommer over den grænse, skal nybyggeri leve op til en række krav om tiltag, der mindsker støjen – eller alternativt have dispensation.