
Forskere finder måde at forebygge BRCA1-kræft
Tendensen til at flere og flere kvinder får foretaget en mastektomi kan måske reduceres med opdagelsen af at en eksisterende medicin kan forebygge deres øgede risiko for brystkræft.
Forskere fra Walter og Eliza Hall Institute i Melbourne, Australien, har nemlig ved at lokalisere de celler, der medfører kræft hos kvinder med et defekt BRCA1-gen, samtidig konstateret, at lægemidlet denosumab kan forebygge brystkræften.
Hvis deres opdagelse bliver bekræftet i kliniske undersøgelser, vil det give en ikke-kirurgisk mulighed for at forebygge brystkræft hos kvinder med forhøjet genetisk risiko.
Resultaterne er baseret på undersøgelser af brystvæv doneret af kvinder med et defekt BRCA1 gen.
Kræft prækursorceller i BRCA1-mutant brystvæv viste sig at have mange ligheder med aggressive former for brystkræft, fortæller Emma Nolan, der er ph.d.-studerende og i samarbejde med professor Jane Visvader og professor Geoff Lindeman har lavet undersøgelsen, som er offentliggjort i Nature Medicine.
http://www.nature.com/nm/journal/vaop/ncurrent/full/nm.4118.html
Deres undersøgelse er lavet i samarbejde med det Australian familial cancer consortium kConFab og det amerikanske biotekselskab Amgen, der står bag denosumab.
"Disse prækursorceller spredte sig hurtigt, og var modtagelige for skader på deres DNA - hvilket begge er faktorer, der øger risikoen for at de udvikler sig til kræft," siger Nolan.
"Vi blev glade for at opdage, at disse præ-kræftceller kunne identificeres med en proteinmarkør kaldet RANK."
Professor Lindeman, der også er medicinsk onkolog på The Royal Melbourne Hospital, siger, at opdagelsen af RANK som en markør for kræftforstadier er et vigtigt gennembrud, fordi denosumab, der hæmmer RANK signalvejen, allerede er i klinisk brug.
"Denosumab anvendes allerede i klinikker til behandling af knogleskørhed og brystkræft, der har spredt sig til knoglerne," siger han.
"Vi undersøgte derfor, hvilken effekt RANK-hæmning havde på kræft prækursorceller i BRCA1-mutant brystvæv."
Forskerholdet viste, at RANK-hæmning slukkede for cellevæksten i brystvævet fra kvinder med et defekt BRCA1-gen og indskrænkede brystkræftens udvikling i laboratorie-forsøg.
"Vi mener, at denne strategi kan forsinke eller forhindre brystkræft hos kvinder med en arvelig BRCA1 genmutation," siger Professor Lindeman.
"Et klinisk forsøg er allerede sat i gang for at undersøge dette yderligere.
Dette er potentielt en meget vigtig opdagelse for kvinder, der bærer på et defekt BRCA1-gen, fordi det giver dem nogle andre muligheder. De nuværende forebyggelsesstrategier for disse kvinder indebærer kirurgisk fjernelse af brysterne og/eller æggestokke, der kan få alvorlige konsekvenser for menneskers liv," siger professor Lindeman, der understreger, at det er nødvendigt at lave kliniske forsøg med denosumab før man kan give det som forebyggelse, da det ikke er godkendt til dette formål.
"Ved grundigt at dissekere, hvordan normalt brystvæv udvikler sig, har vi været i stand til at finde de præcise celler, der er de skyldige i dannelse af kræft," siger professor Visvader, der påpeger, at opdagelsen er baseret på mere end et årtis undersøgelser af brystkræft stamcellers funktion.
"Det er meget spændende at tænke sig, at vi er på vej til at finde den 'hellige gral' for kræftforskningen, og kan pege på en måde til at forhindre denne form for brystkræft hos kvinder med høj genetisk risiko."
