Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Motion kan mindske graden af bivirkninger efter stråleterapi mod brystkræft

Brystkræftpatienter behandlet med stråleterapi oplever en mindre grad af træthed og større livskvalitet, når de gennemfører et tilpasset og moderat 12-ugers træningsprogram, indikerer et mindre studie.

Studiet, der er publiceret i tidsskriftet Breast Cancer, inkluderede 89 kvinder i undersøgelsen, hvoraf 43 gennemførte et hjemmebaseret 12-ugers program, bestående af et ugentligt træningsregime på en til to modstandstræningssessioner og akkumuleret 30-40 minutters aerob-træning.  

De resterende patienter var en kontrolgruppe, som ikke deltog i træningsprogrammet.  

Resultatet viste, at patienterne, der indgik i træningsgruppen, kom sig hurtigere fra kræftrelateret træthed under og efter strålebehandling sammenlignet med kontrolgruppen. De opnåede desuden en signifikant øgning i HRQoL – sundhedsrelateret livskvalitet – efter strålebehandling.

De fleste holdt fast

Træningsprogrammerne var planlagt i forhold til deltagernes konditionskapacitet, og forskerne fandt, at selv meget mindre træningsdoser end dem, der anbefales i Australiens nationale retningslinjer, kan have betydelige effekter på kræftrelateret træthed og sundhedsrelateret livskvalitet under og efter strålebehandling, fortæller forskerne i en pressetekst.  

Undersøgelsen fandt også, at når deltagerne begyndte på et træningsprogram, holdt de fleste fast ved det. 

Træningsgruppen rapporterede signifikante forbedringer i mild, moderat og kraftig fysisk aktivitet op til 12 måneder efter det overvågede træningsprogram var afsluttet, konkluderer forskerne.

Kultur