
”Det er et spændende studie, fordi vi har haft nogle overvejelser om, hvor meget neoadjuverende immunterapi kan flytte hos østrogenreceptor-positive patienter. Indtil videre har forskningen ikke været overbevisende," siger Anders Bonde Jensen.
Neoadjuverende Keytruda øger antallet af komplette responser ved brystkræft i tidligt stadium
SABCS: Neoadjuverende Keytruda (pembrolizumab) kombineret med kemoterapi giver flere patologisk komplette responser mod højrisiko ER-positiv og HER2-negativ brystkræft i tidligt stadium. Det er spændende indledende resultater, siger overlæge Anders Bonde.
Resultaterne stammer fra fase III-studiet KEYNOTE-756, der blev præsenteret på den amerikanske brystkræftkongres SABCS 2023 (abstract # GS01-02).
”Det er et spændende studie, fordi vi har haft nogle overvejelser om, hvor meget neoadjuverende immunterapi kan flytte hos østrogenreceptor-positive patienter. Indtil videre har forskningen ikke været overbevisende. Nu viser et stort randomiseret kontrolleret studie så, at der er en forbedret patologisk respons. Men det er endnu for tidligt at konkludere noget på den baggrund,” siger Anders Bonde Jensen, overlæge på Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital.
Konsekvenserne er potentielt store ved at tilføje neoadjuverende immunterapi, så gevinsten skal matche, siger Anders Bonde Jensen.
”Nogle patienter får en grad af bivirkninger fra immunterapi, som gør, at vi kan blive nødt til at stoppe med den neoadjuverende behandling i en periode, og derved risikerer man at stille patienten dårligere. Den risiko skal vejes op mod den samlede gevinst. Derfor vil jeg gerne se resultater for hændelsesfri overlevelse, før jeg er overbevist om, at det er en god idé. Det kan sagtens være noget, som kan være relevant, men vi skal have data på effekten på den længere bane,” siger Anders Bonde Jensen.
Hver fjerde opnår komplet respons
KEYNOTE-756 undersøger effekten af neoadjuverende pembrolizumab eller placebo i kombination med kemoterapi, efterfulgt af adjuverende pembrolizumab eller placebo samt endokrin terapi (ET) hos patienter med højrisiko ER-positiv, HER2-negativ brystkræft i tidligt stadium.
1.278 brystkræftpatienter blev randomiseret 1:1.
Median opfølgningstid var 33,2 måneder (interval 9,7-51,8 måneder).
Resultaterne viser, at:
- Pembrolizumab + kemoterapi-kombinationen gav en statistisk signifikant forbedring af patologisk komplet respons (pCR) (ypT0/Tis ypN0) sammenlignet med placebo + kemoterapi.
- 24,3 procent opnåede pCR (95% CI 21,0-27,8) i pembro-armen versus 15,6 procent (95% CI 12,8-18,6) i kontrolarmen.
- Flere patienter i pembrolizumab-gruppen opnåede residual cancerbyrde (RCB)-0 (24,7 procent versus 15,6 procent) og RCB-1 (10,2 procent versus 8,1 procent).
- Færre patienter i RCB-2 (40,8 procent versus 45,3 procent) og RCB-3 kategorierne (20,5 procent versus 28,9 procent) i pembrolizumab-gruppen sammenlignet med placebo-gruppen.
- Hændelsesfri overlevelsesdata er stadig umodne.
”Hvis den neoadjuverende behandling med pembrolizumab øger hændelsesfri overlevelse så begynder det at blive interessant, men det vil kræve længere opfølgning,” siger Anders Bonde Jensen.
I den neoadjuverende fase af behandlingen var grad ≥3 behandlingsrelaterede bivirkninger: 52,5 procent i pembrolizumab + kemoterapi-gruppen, mens det var 46,4 procent i placebo + kemoterapi-gruppen. Der var ét dødsfald i pembrolizumab-gruppen på grund af akut myokardieinfarkt.
Sikkerheden var ellers i overensstemmelse med behandlingsregimernes kendte profiler.
