RNA-fusioner kan være nyt behandlingsmål ved metastatisk brystkræft
SABCS: Forskere har opdaget en høj forekomst af RNA-fusioner i metastatisk brystkræft. Fusionerne er ofte specifikke for de enkelte tumorer og kan muligvis tjene som nye behandlingsmål, mener forskerne bag nyt studie.
Resultaterne fra studiet blev præsenteret på den amerikanske brystkræftkongres i San Antonio, SABCS 2023 (abstract #GS03-09).
Studiet, som inkluderede 466 prøver fra 423 patienter med metastatisk brystkræft, anvendte RNA-sekventering og avancerede algoritmer til med høj sikkerhed at identificere kræftspecifikke fusioner (HCCS), som altså ikke var tilstede i normalt væv.
Resultaterne viser, at omkring en tredjedel af studiets patienter havde mindst én fusion, der optrådte med høj hyppighed i basale subtyper af tumorer og mere sjældent i tumorer af luminal A-subtype.
Over halvdelen (64,5 procent) af patienterne med HCCS-fusioner havde mindst én fusion, der involverede et kræftrelateret gen, hvilket antyder, at nogle af fusionerne kan være kræftdrivende mutationer, vurderer forskerne. Det underbygges af, at det mest almindelige kræftrelaterede gen involveret i fusioner var ESR1, som er knyttet til østrogenreceptoren.
Analysen viser også, at både kendte og nye ESR1-fusioner, hvoraf mange opstod under eller efter endokrin terapi, resulterede i tab af bindingssteder for østrogenreceptor-hæmmere. Hyppigheden af ESR1-fusioner var cirka fem procent i østrogenreceptor-positiv sygdom.
Overordnet giver resultaterne håb om nye behandlingsstrategier for patienter med kraftigt forbehandlet sygdom, mener forskerne.
"RNA-fusioner kan fungere som kræftcelle-specifikke biomarkører, eventuelt med unikke funktioner, der kan drive cancerprogression og potentielt fungere som personlige og kræftspecifikke behandlingsmål,” siger Nolan Priedigkeit i en pressetekst fra SABCS. Han er læge, ph.d. og postdoc ved Dana-Farber Cancer Institute og Broad Institute of MIT og Harvard.
Selvom forskningen er af indledende karakter, så peger den på en potentiel og tidligere overset mekanisme bag tumorevolution og terapiresistens i metastatisk brystkræft, mener forskerne.
Forskerne understreger dog behovet for optimerede teststrategier for at opdage lavfrekvente, men potentielt målrettede fusioner, som traditionelle sekventeringsplatforme kan overse.
