Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin


“Vi (medicinsk udvalg i DBCG) har allerede indskrevet Enhertu (T-DXd) i vores evidensbaserede behandlingsguidelines til HER2-low brystkræft, så det er et lægemiddel, vi anbefaler. Vi synes, det burde være til rådighed,” siger Ann Knop.

Medicinrådet udskyder: Onkologer må vente på Enhertu mod metastatisk HER2-low brystkræft

Til patienter og onkologers ærgrelse har Medicinrådet udskudt anbefalingen af antistoflægemiddelkonjugatet Enhertu (T-DXd). I stedet har rådet opfordret firmaet, der står bag T-DXd, til at byde ind med en lavere pris.

Onkologer er ærgerlige over, at de fortsat ikke har afklaring på, om de må bruge T-DXd til patienter med metastatisk HER2-low brystkræft.

“Vi (medicinsk udvalg i DBCG) har allerede indskrevet Enhertu (T-DXd) i vores evidensbaserede behandlingsguidelines til HER2-low brystkræft, så det er et lægemiddel, vi anbefaler. Vi synes, det burde være til rådighed,” siger Ann Knop, lægelig leder af Onkologisk Klinisk Forskningsenhed på Rigshospitalet og formand for medicinsk udvalg i DBCG (Danish Breast Cancer Group), til Onkologisk Tidsskrifts søstermedie Sundhedspolitisk Tidsskrift.

På Nordsjællands Hospital væbner man sig med tålmodighed, men håber samtidig, at T-DXd bliver en mulighed for patienterne. T-DXd har vist sig at halvere risikoen for sygdomsprogression ved HR-positiv og HER2-low brystkræft sammenlignet med kemoterapi, som lige nu er muligheden for nogle HER2-low patienter i anden linje og for andre i tredje linje. Derudover øger behandlingen overlevelsen med 6,6 måneder.

”Det er en behandling, vi gerne vil give til vores patienter, da de ikke har mange andre gode muligheder lige nu. Det har været en lang vurderingsproces, så vi væbner os med tålmodighed,” siger Hella Danø, ledende overlæge på Onkologisk Afdeling, Nordsjællands Hospital.

Anden effekt mod HER2-low

Når Medicinrådet endte med ikke at anbefale T-DXd til HER2-low brystkræft på seneste rådsmøde, kan det skyldes, at effekten er mindre hos patienter med HER2-low, end den er hos patienter med et overudtryk af HER2-receptorer på tumorerne, hvor behandlingen er anbefalet. Det betyder, at prisen på T-DXd skal være lavere for HER2-low-gruppen end for HER2-positive patienter for at matche pris-effekt-forholdet.

”Det er jo en væsentlig forskel i effekt, når man ser på tværs af studier, hvilket kan være årsag til, at der skal en anden prisforhandling til,” siger Hella Danø.

Offentligheden har ikke mulighed for at få indblik i, om prisen reelt set er “urimelig høj” – som Medicinrådet skriver som forklaring på den udsatte beslutning –, da prisforhandlingerne er hemmelige.

Venter i årevis på forhandlinger

EU udvidede markedsføringstilladelsen for T-DXd i januar 2023, så lægemidlet også kan anvendes til patienter med metastatisk HER2-low brystkræft – og ikke kun til HER2-positiv brystkræft. Vurderingsprocessen i Medicinrådet har stået på siden oktober 2023. Medicinrådet modtog ansøgningen i april, men ansøgningen var på det tidspunkt ikke fyldestgørende.

Ann Knop har patienter, som har ventet og håbet på, at de kunne komme i gang med behandlingen. En måned mere er lang tid for dem at vente, siger hun. 

“Vi kan jo kun sige det til vores patienter, vi hele tiden har sagt: At de må vente på, at der kommer en afgørelse. Vi har ikke mulighed for at give behandlingen aktuelt. Det er selvfølgelig ærgerligt og sætter os i et underligt limbo,” siger hun. 

Tager man de positive briller på, kan beslutningen om, at Medicinrådet udsætter afgørelsen, ifølge Ann Knop, ses som et tegn på, at Medicinrådet har vurderet, at data vedrørende Enhertu til patienter med metastatisk HER2-low brystkræft er valide.

”Det er da en overvundet hurdle. At medicinalfirmaet – der nok efterhånden er fuldt ud klar over, at Danmark er et af de sværeste steder at få godkendt ny kræftmedicin – skulle være kommet med en pris, der er helt i skoven i forhold til de andre nordiske lande, er vanskeligt at forstå. Vi håber selvfølgelig på, at der opnås konsensus. Og gerne inden de fire annoncerede uger – ikke mindst for de ventende patienterne skyld,” siger hun.

Spørgsmålet er nu, hvor længe der kommer til at gå, inden Medicinrådet fælder dom over T-DXd til HER2-low brystkræft. Medicinrådet skriver selv, at afgørelsen er udskudt til næste rådsmøde i slutningen af april.

Til sammenligning kom Medicinrådet med en opfordring i juni 2023 om at sænke prisen til selskaberne bag tre forskellige IO-TKI-kombinationsbehandlinger til metastatisk nyrekræft efter at have afvist dem alle over en periode på et halvt år. Alle tre kombinationer er anbefalet af nyreonkologernes fagselskaber både nationalt og internationalt. Men her snart et år efter har Medicinrådet endnu ikke anbefalet én eneste af de tre kombinationsmuligheder, da prisen stadig er for høj, og rådet opfordrer fortsat selskaberne med at byde ind.

Kultur

BØGER: Der er en åben og positiv tilgang til den menneskelige krop i alle dens afskygninger i Anne Fiskes ’Alle har en bagdel’. Forvent blot ikke de store dramaturgiske armbevægelser.  Søde tegninger og et humanistisk budskab kan heldigvis nå langt, så længen bogen bliver læst til børn i vuggestuealderen.

PODCAST: De to multikunstnere Anders Morgenthaler og Roald Bergmann har begge fået konstateret ADHD i en relativt sen alder, og det har resulteret i en hæsblæsende podcastserie. De håber, at den kan være et trygt rum for andre med diagnosen – samt for dem, der mistænker, at de har ADHD, og for pårørende.

KULTUR-TEMPERATUR: Alexandra Jønsson er i dag bedst kendt som medforfatter på lærebogen ‘Snart er vi alle patienter’. Hun har tidligere også landet en hovedrolle i en TV2-serie og bruger stadig skuespillet i sin forskningsformidling i dag.

STREAMING: Den gode gamle og på mange måder revolutionerende skadestueserie ER har i år 30 års jubilæum, men forsøget på at skabe en moderne afløser, ´The Pitt´, har svært ved helt at løfte arven. Det er kun skuespilleren Noah Wyle, der denne gang for alvor leverer varen som den nu også 30 år ældre, superstressede og delvist post-COVID-traumatisede ledende overlæge, Michael Robinavitch.

FILM: ’Pigen med Nålen’ er yderst betimeligt nomineret til en Oscar for sin grusomme og delvist sande historie. Filmen taler ind i en nutidig debat om kvinders rettigheder, ikke mindst til fri abort, og den er allerstærkest, når den er sortmalet socialrealism frem for fuldtonet horrorfilm.

TV: Med indkøbet af den britiske læge, forsker og TV-vært Chris van Tullekens ´Hvad er det dog vi spiser?´ fortjener TV2 et stort kip med flaget. Programmet viser, hvordan den globale fødevareindustri har perfektioneret ultraforarbejdede fødevarer, så de bliver nærmest uimodståelige, selv om de er alvorligt sundhedstruende.

FILM: Selvom filmen er i sort/hvid og foregår for 100 år siden, er temaet i ’Pigen med Nålen’ rigeligt relevant også i 2025, mener filmens ene manuskriptforfatter.

KULTUR: Praktiserende læge Helge Madsen skriver digte, både om livet i almen praksis og om det bredere samfund. Siden 1992 har digte om alle slags emner flydt i en lind strøm fra Lægecenter Korsør. 

KULTUR-TEMPERATUR: Jens Winther Jensen har den øverste post i det nyoprettede Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut. Han har fundet aha-oplevelser om arbejdet med innovation og udvikling i en over 100 sider lang bog-serie om Europas historie.

TV: TV 2’s ´Så længe vi danser´ forsøger at undersøge dansens helbredende potentiale for mennesker med Parkinsons. Selvom filmen har rørende øjeblikke, mangler den empati og nærvær, hvilket gør den mere til en skildring af andres ulykke end en engagerende film om dansens transformerende kraft.