”Resultaterne er positive og kan i princippet blive praksisændrende. Men det kræver, at forskellen på de to grupper er signifikant her et år senere,” siger Maria Lendorf.
Dansk studie: Kryoterapi reducerer sensoriske symptomer ved kemoterapi-induceret neuropati
SABCS: Kryoterapi mindsker følelsesløshed i hænder og fødder hos patienter med tidlig brystkræft, der er i behandling med taxaner, viser et mindre dansk studie. Studiet kan på sigt blive praksisændrende, hvis længere tids opfølgning bekræfter resultaterne, vurderer forsker bag.
Resultaterne stammer fra et nyt dansk studie præsenteret på den amerikanske brystkræftkongres San Antonio Breast Cancer Symposium 2024 (poster PS5-08).
”Resultaterne er positive og kan i princippet blive praksisændrende. Men det kræver, at forskellen på de to grupper er signifikant her et år senere,” siger førsteforfatter Maria Lendorf, overlæge på Nordsjællands hospitals Onkologiske afdeling, Hillerød. Hun præsenterede resultaterne på SABCS-kongressen.
I det nationale, multicenterstudie blev 217 patienter med tidlig brystkræft randomiseret til enten kryoterapi sammen med standardbehandling med taxaner eller standardbehandling uden nedkøling. Formålet var at vurdere kryoterapiens effekt og sikkerhed i forebyggelsen af sensoriske bivirkninger fra taxan-behandling.
”Det er en belastende bivirkning, der forringer patienternes livskvalitet,” siger Maria Lendorf og fortsætter:
”Samtidig har man haft en hypotese om, at nedkøling af hænder og føder med kølende handsker og sokker måske kan mindske nerveskader under behandling med taxaner. Det har været genstand for ret stor interesse, også fra patienternes side, og det forsøger vi at afklare med studiet her.”
Afventer opfølgning
Studiets primære endepunkter var forekomsten af kemoterapi-induceret perifer neuropati (CIPN) målt som TNS ≥ 2 ved afslutning af taxan-behandling. Her fandt forskerne ingen signifikant forskel mellem grupperne (p = 1,0). Sekundære endepunkter inkluderede patientrapporterede resultater og kvantitative sensoriske tests (QST) tre uger efter afslutning af taxan-behandlingen.
Her var der en målbar effekt sammenlignet med patienterne, som ikke havde fået kryoterapi.
Kryoterapi førte til en reduktion i:
- Prikkende fornemmelse i hænder: β = -0,27 (95 % CI: [-0,51; -0,03], p = 0,0247).
- Følelsesløshed i hænder: β = -0,20 (95 % CI: [-0,37; -0,02], p = 0,0253).
- Følelsesløshed i fødder: β = -0,36 (95 % CI: [-0,56; -0,16], p = 0,0005).
- Sværhed ved at manipulere små genstande: β = -0,21 (95 % CI: [-0,35; -0,06], p = 0,0063).
Maria Lendorf og kollegaerne skal nu i gang med analysere på 12-måneders data fra studiet. Hun forventer, at de klar med resultaterne i foråret 2025.
”Vi har patienter som er meget interesserede i at vide, om behandlingen har den ønskede virkning, og der er endda nogle af dem, som selv går ud og investerer i udstyret. Så det ville være godt at kunne give dem et klart svar på, om det virker eller ej,” siger Maria Lendorf.