”Behandlingen falder på et tørt sted, hvor vi lige nu mangler en god behandling,” siger Hella Danø.
Imlunestrant overgår fulvestrant i 2.linje ved resistent ER+ fremskreden brystkræft
SABCS: Den nye orale SERD imlunestrant øger den progressionsfrie overlevelse hos patienter, der er progredieret på endokrinterapi, og som har HER2-negativ fremskreden brystkræft. Behandlingen kan blive en relevant behandling for de hormonfølsomme patienter, som har ESR1-mutationer, vurderer overlæger.
”Behandlingen falder på et tørt sted, hvor vi lige nu mangler en god behandling,” siger Hella Danø, ledende overlæge ved Onkologisk og Patologisk afdeling på Nordsjællands Hospital, Hillerød.
De nye resultater stammer fra fase III-studiet EMBER-3, der blev præsenteret på den amerikanske brystkræftkongres i San Antonio SABCS 2024 (abstract #GS1-01) og samtidig publiceret i tidsskriftet New England Journal of Medicine.
”Det er en interessant behandling, som kan blive relevant for de danske brystkræftpatienter, som er blevet resistente overfor endokrinterapi,” siger Buris Brinch Christiansen, overlæge ved Onkologisk og Palliativ Afdeling på Nordsjællands Hospital, Hillerød.
Han overværede præsentationen i San Antonio.
”Det drejer sig om patienter, der tidligere er behandlet med CDK4/6-hæmmere, og som får en markant forbedret effekt med kombinationen af dette nye stof. Behandlingen rammer ESR1-muterede tumorer, som ellers er resistente overfor hormonbehandling. Det er spændende,” siger Buris Brinch Christiansen.
Studiet undersøgte effekten af imlunestrant som monoterapi og i kombination med CDK4/6-hæmmeren abemaciclib i patienter med ER+, HER2- fremskreden brystkræft, der tidligere havde modtaget endokrin behandling med CDK-4/6-hæmmere.
Studiet inkluderede 874 patienter, hvoraf 256 havde ESR1-mutationer. Patienterne blev randomiseret til enten imlunestrant alene (400 mg dagligt), standard endokrinbehandling (SOC; fulvestrant eller exemestan) eller imlunestrant kombineret med abemaciclib (150 mg to gange dagligt).
Tegn på forbedret samlet overlevelse
Resultaterne viser, at:
Imlunestrant mindskede risiko for progression hos patienter med ESR1-mutationer med 38 procent sammenlignet med SOC (HR 0,62; 95% CI 0,46-0,82; P<0,001). I hele populationen var forskellen mellem imlunestrant og SOC ikke signifikant (HR 0,87; 95% CI, 0,72-1,04; P=0,12).
Data på samlet overlevelse (OS) var fortsat umodne, men en trend mod fordel for imlunestrant blev observeret i patienter med ESR1-mutationer (HR 0,55; 95% CI 0,35-0,86; P<0,01).
Den estimerede samlede overlevelse efter 18 måneder var 77,0 procent (95% CI 67,4 til 84,1) i imlunestrant-gruppen og 58,6 procent (95% CI 47,2 til 68,3) i kontrolarmen blandt patienter med ESR1-mutationer (HR for død, 0,55; 95 % CI 0,35 til 0,86; P=0,008 [ikke signifikant; P-værdi tærskel, 2,2×10⁻¹⁰]).
”Det er lovende resultater for patienter med ESR1 mutation. Jeg ser frem til modne data,” siger Hella Danø.
Alligevel er hun lidt skeptisk for, om den nedsatte risiko for progression kan omsættes til en reel overlevelsesgevinst. For hvis man kigger på de konkrete antal måneders overlevelse uden progression, så er der tale om få måneder ekstra med imlunestrant som monoterapi.
Kombination øger PFS
I EMBER-03 bliver imlunestrant også tillagt abemaciclib og sammenlignet med imlunestrant som monoterapi. Da kontrolarmen ikke svarer til dansk standard, har resultaterne fra denne del af studiet ikke samme relevans. Kombinationen viste dog sig endnu mere effektiv end imlunestrant som monoterapi:
Kombinationen af imlunestrant og abemaciclib viste signifikant bedre PFS end imlunestrant som monoterapi (HR 0,57; 95% CI 0,44-0,73; P<0,001). Median PFS var 9,4 måneder for kombinationen mod 5,5 måneder for monoterapi.
Samlet responsrate var 12 procent for imlunestrant, 8 procent for SOC og 27 procent for kombinationen med abemaciclib.
Hyppige bivirkninger ved imlunestrant inkluderede træthed (23 procent), diarré (21 procent) og kvalme (17 procent), primært af grad 1.
Ved kombinationen med abemaciclib steg forekomsten af diarré markant (86 procent; grad ≥3 i 8 procent). Seponering på grund af bivirkninger var lav (fire procent for imlunestrant og seks procent for kombinationen).