Skip to main content

 

Bryst-MRI kan udelades hos udvalgte patienter med tidlig HR-negativ brystkræft

SABCS: Hos patienter med stadium I-II hormonreceptor-negativ brystkræft gav præoperativ bryst-MRI ingen reduktion i risikoen for lokoregionalt recidiv sammenlignet med standardudredning med mammografi.

Det viser et nyt fase III-studie præsenteret på San Antonio Breast Cancer Symposium (SABCS) 2025 (abstract #GS2-07). I det randomiserede studie Alliance A011104/ACRIN 6694 blev 319 kvinder med nyopdaget HR-negativ brystkræft i stadium I-II, som var egnet til brystbevarende kirurgi, randomiseret til enten præoperativ bryst-MRI eller ingen yderligere billeddiagnostik ud over mammografi med eller uden ultralyd.

Efter en median opfølgning på 61,1 måneder var femårs lokoregional recidivfrihed 93,2 procent i MRI-armen og 95,7 procent i gruppen uden MRI, og forskellen var ikke statistisk signifikant. Femårs fjernrecidivfri overlevelse og samlet overlevelse var ligeledes næsten identiske mellem grupperne. I en mindre subgruppe, der havde modtaget neoadjuverende kemoterapi (n=56), sås numerisk lavere patologisk komplet respons i MRI-armen (36 procent vs. 52 procent), men forskellen var ikke signifikant.

Forskerne konkluderer, at brugen af MRI ofte fører til ekstra undersøgelser, kirurgiske forsinkelser og øgede udgifter, uden at data her viser bedre behandlingsresultater. Ifølge forskerne var rationalet for at teste MRI, at det kunne opdage mammografisk oversete læsioner, som så kunne fjernes kirurgisk. Som de udtrykker det i en pressemeddelelse fra SABCS:

"Forudsætningen har været, at det at finde og fjerne flere sygdomsområder ville reducere risikoen for tilbagefald. Vores resultater viser, at dette ikke er tilfældet."

Forskerne konkluderer, at rutinemæssig præoperativ MRI ikke bør anvendes i denne patientgruppe. Ifølge dem skyldes den manglende effekt sandsynligvis, at MRI ikke identificerede mange ekstra læsioner i denne population, og at fjernelse af disse få læsioner ikke påvirkede recidivrisikoen. De bemærker desuden, at selv blandt kvinder under 50 år – hvor tætte mammae kunne tale for en mulig fordel af MRI – sås ingen gevinst ved at inkludere undersøgelsen i udredningen.

Studiets høje andel af patienter med klinisk node-negativ sygdom (93 procent) kan ifølge forskerne bidrage til de generelt lave recidivrater, men kan ikke forklare, at MRI- og non-MRI-armene havde samme risiko. Dermed understøtter resultaterne, at præoperativ bryst-MRI ikke forbedrer lokoregional kontrol hos denne patientgruppe.