Trodelvy forbedrer livskvalitet sammenlignet med kemoterapi ved avanceret triple-negativ brystkræft
SABCS: Trodelvy (sacituzumab govitecan) gav bedre fysisk funktion, livskvalitet og hurtigere forbedring af flere symptomer end kemoterapi hos patienter med ubehandlet avanceret triple-negativ brystkræft, som ikke er kandidater til PD-(L)1-hæmning.
Det viser en ny analyse af PRO-data præsenteret på San Antonio Breast Cancer Symposium (SABCS) 2025 (abstract #RF6-05).
Analysen er lavet på baggrund af fase III-studiet ASCENT-03, hvor patienter med tidligere ubehandlet avanceret triple-negativ brystkræft, som ikke var kandidater til PD-(L)1-hæmning, blev randomiseret til enten sacituzumab govitecan eller kemoterapi med gemcitabin plus carboplatin, paclitaxel eller nab-paclitaxel. I alt indgik 558 patienter, 279 i hver arm, og patientrapporterede oplysninger blev løbende indsamlet med EORTC QLQ-C30 fra baseline til uge 25.
Studiets centrale patientrapporterede endepunkt var ændring i fysisk funktion fra baseline til uge 25, og her gav sacituzumab govitecan en klinisk meningsfuld fordel.
Den gennemsnitlige ændring i fysisk funktion viste en forskel på 6,89 point til fordel for sacituzumab govitecan (95% CI: 3,50-10,28), mens evnen til at varetage hverdagsopgaver var bedre med en forskel på 8,33 point (95% CI: 3,60-13,05).
Overordnet livskvalitet var forbedret med 4,41 point hos patienter i sacituzumab-armen sammenlignet med kemoterapi, og både fatigue, smerter og åndenød viste tilsvarende forbedringer i de gennemsnitlige scoreændringer. For diarré var resultaterne omvendt, idet kemoterapi gav fordel, hvilket stemmer overens med de velkendte gastrointestinale bivirkninger ved sacituzumab govitecan.
Tiden til klinisk meningsfuld forværring af fatigue var ens i de to arme, mens risikoen for forværring af åndenød var lavere med sacituzumab govitecan med en hazard ratio på 0,69 (95% CI: 0,54-0,87).
Risikoen for forværring af kvalme, opkastning og diarré var derimod højere med sacituzumab govitecan end med kemoterapi. Når tiden til første klinisk meningsfulde forbedring blev analyseret, havde patienter behandlet med sacituzumab govitecan hurtigere forbedring i fysisk funktion, evnen til at varetage hverdagsopgaver og kognitiv funktion samt hurtigere forbedring af fatigue, søvnproblemer, appetitløshed og forstoppelse. For flere øvrige domæner var der ingen forskelle mellem behandlingerne.
Forskerne fremhæver, at disse patientrapporterede data supplerer de tidligere publicerede effektdata fra ASCENT-03, hvor sacituzumab govitecan gav en statistisk signifikant forbedring af progressionsfri overlevelse sammenlignet med kemoterapi.
De vurderer, at livskvalitetsresultaterne styrker grundlaget for at anvende sacituzumab govitecan som potentiel ny standardbehandling for patienter med avanceret triple-negativ brystkræft, der ikke er kandidater til immunterapi. Ifølge forskerne viser de samlede data, at “sacituzumab govitecan er forbundet med mere vedvarende og gennemgående forbedringer i livskvalitet end kemoterapi”, og at de gastrointestinale bivirkninger, der er velkendte for stoffet, ikke overskyggede forbedringerne i global livskvalitet eller funktionsscore.










