Ditte Giese er død: Hendes sidste farvel var en heftig stikpille til Medicinrådet

Journalist og debattør Ditte Giese er død af brystkræft. Hun tog i sin sidste klumme i Politiken afsked med læserne – og med et sundhedssystem, hun mente har svigtet hende ved at hindre hende adgang til ny, effektiv kræftmedicin.

I sin sidste klumme i Politiken skrev Ditte Giese direkte fra hospitalet. Afskeden med offentligheden var en hård og detaljeret kritik af det danske sundhedsvæsen og især Medicinrådets prioriteringer, som hun mente har været afgørende for, at hendes behandlingsmuligheder blev begrænset på skadelig vis.

Hun rettede i klummen særlig kritik mod, at hun – som 48-årig med et hjemmeboende barn og aktiv tilknytning til arbejdsmarkedet – blev sat på kemoterapi frem for moderne kræftbehandling med Enhertu (T-DXd), som på det tidspunkt endnu ikke var anbefalet af Medicinrådet. 

Hun fremhævede, at Danmark er blandt de lande, som skraber bunden i Europa, når det gælder offentlige udgifter til medicin per indbygger. Kun Litauen bruger færre penge på medicin end Danmark, skrev hun, mens lande som Tyskland ligger markant højere. For hende blev forskellen konkret og livsafgørende: Behandlinger, der findes og anvendes i udlandet, er utilgængelige i Danmark.

Giese beskrev i klummen, hvordan hun i en periode fik adgang til lægemidlet Enhertu (T-DXd), som gav hende to relativt gode år med forbedret funktionsevne og livskvalitet. Behandlingen var imidlertid ikke offentligt finansieret på det tidspunkt, og hun fik den kun, fordi venner og bekendte indsamlede omkring 800.000 kroner, så hun kunne betale for privat behandling. Hun anfører, at hver behandling kostede mellem 80.000 og 100.000 kroner. Da sygdommen igen progredierede, var der ifølge hende ingen nye offentlige behandlingsmuligheder tilbage.

I klummen rettede hun en direkte anklage mod Medicinrådet og de økonomiske prioriteringer, der ifølge hende forsinker eller forhindrer adgang til ny, banebrydende kræftmedicin. Hun stillede spørgsmålet om, hvorfor Danmark – trods et generelt højt sundhedsudgiftsniveau og et stærkt ry for kræftpakker og organisering – halter bagefter, når det gælder hurtig implementering af nye lægemidler. Konsekvensen, skrev hun, er ikke abstrakt, men konkret: forkortede liv og familier, der mister.

Kritikken flettedes sammen med hendes personlige afsked. Giese skrev åbent om tabet af fremtidige milepæle: Hun nåede ikke at fylde 50 år og at opleve sin søn flytte hjemmefra – og hun skrev om ydmygelsen ved at miste fysisk selvstændighed. Samtidig fastholdte hun et politisk budskab: At kræftpatienter i Danmark i stigende grad må klare sig selv, enten gennem privat betaling, indsamlinger eller håbet om behandling i udlandet.

Giese nåede at leve med metastatisk, uhelbredelig brystkræft i seks år. 

Ditte Giese