Kortere Herceptin-behandling giver lige så god effekt og færre hjertebivirkninger
ESMO2018: Kvinder med HER2-positiv tidlig brystkræft med små tumorer har tilsvarende sygdomsfri overlevelse (DFS) og lavere risiko for hjertetoksicitet, hvis de får adjuverende behandling med Herceptin (trastuzumab) i ni uger, som hvis de behandles i et år.
Det viser en subgruppeanalyse fra Short-HER-studiet, som præsenteres på ESMO 2018 lørdag den 20. oktober.
I Short-HER-studiet blev 1.254 HER2-positive tidlige brystkræftpatienter randomiseret til enten ni uger eller et års behandling med Herceptin. Begge grupper modtog også kemoterapi. Efter en gennemsnitlig opfølgning på seks år viste resultaterne, at de kvinder, der modtog korttidsbehandlingen, ikke havde dårligere DFS end de, der modtog behandling i et år. Derimod var ni-ugers-behandlingen forbundet med en reduktion i graden af alvorlig hjertetoksicitet.
Den nye subgruppeanalyse viser, at patologisk tumorstørrelse (pT) og nodal status (N) er uafhængige prognostiske faktorer for DFS.
Forskerne identificerede tre prognostiske grupper:
- lavrisiko (patologisk tumorstørrelse [pT] <2cm og N0), der tegner sig for 37,5 procent af patienterne
- mellemrisiko (pT<2 cm og enhver N-kategori), der tegner sig for 51,9 procent
- højrisiko (pT> 2cm og N4 +), der tegner sig for 10,5 procent
Resultaterne viste, at patienter med lav- og mellemrisiko for tilbagefald havde samme fem-års DFS, hvis de fik ni-ugers behandling med Herceptin (88 procent), som hvis de fik et års behandling, men deres risiko for hjertehændelser var næsten tre gange lavere (4,5 procent mod 12,8 procent).
Vanskeligheder med at rekruttere patienter i rimelig tid, gør dog, at forskerne ikke ud fra resultaterne kan konkludere, at den kortere behandling er overlegen. Derfor forbliver et års Herceptin standardbehandling for kvinder med HER2-positiv tidlig brystkræft, understreger ledende forfatter på undersøgelsen Pierfranco Conte fra University of Padua og direktør for afdelingen for medicinsk onkologi ved Instituto Oncologico Veneto, Padua, Italien.
Han tilføjer dog, at læger kan stoppe Herceptin-behandling inden for et år hos patienter, der udvikler en hjertebegivenhed under behandling, uden at gå på kompromis med effekten, og at man kan overveje behandling af kortere varighed hos patienter med risiko for hjertetoksicitet og en lav eller mellemliggende risiko for tilbagefald af brystkræft.
Pierfranco Conte foreslår desuden, at Herceptin-behandling af kortere varighed også kan lette adgangen for patienter, der ikke har råd til længere behandling.
En anden undersøgelse, som blev præsenteret på ESMO fredag den 19. oktober viste, at et seks-måneders forløb af adjuverende Herceptin var omkostningseffektiv i forhold til 12 måneders behandling hos patienter med HER2-positiv tidligt brystkræft og gav en gennemsnitlig omkostningsbesparelse på næsten 11.300 Euro (cirka 84.300 kr.) per patient uden tegn på at skade livskvaliteten.
I undersøgelse analyserede forskerne sundhedsvæsenets aktivitet og omkostninger ud over livskvaliteten hos 4.009 patienter, der var sygdomsfri efter seks måneder (250 blev udelukket på grund af manglende data).
Ledende forfatter på undersøgelsen Claire Hulme fra Academic Unit for Health Economy, University of Leeds, England, anerkender begrænsningen af, at undersøgelsen er et såkaldt ’landmark study’, hvilket betyder, at forskerne kun har kigget på et bestemt tidspunkt fra seks måneder inde i behandling med Herceptin. Hun oplyser, at forskergruppen har til hensigt
at udføre yderligere følsomhedsanalyse og vil vurdere de økonomiske omkostninger ved behandling til patienter snarere end kun ud fra sundhedsudbyderes perspektiv.
