Sukkermolekyle kan være nøglen til hjernekræft

Tyske forskere har fundet ud af, at et bestemt sukkermolekyle på kræftcellerne beskytter cellerne mod at blive nedbrudt ved glioblastom, som er en af de mest aggressive typer af hjernetumorer.

Sukkermolekylet er det såkaldte glykoprotein sialinsyre (Siglec9), som sidder på overfladen af kræftcellerne i hjernetumorer. Molekylerne bliver genkendt af de hvide blodlegemer (makrofager), og deres signal fortolkes som et“spis mig ikke”-signal, hvorfor kræften ikke bekæmpes. 

Den nye opdagelse bliver beskrevet i et nyt studie, som er udgivet i tidsskriftet Science Translational Medicine og kan bane vejen for effektive immunterapier mod glioblastomer, der indtil videre kun har haft ringe succes. 

Forskerholdet ledet af professor Gregor Hutter fra Institut for Biomedicin, Basel Universitet og Basel Universitetshospital har anvendt patientdata, resultater fra dyreforsøg og prøver fra patienter til at undersøge det signal, kræftcellerne i hjernen sender til de hvide blodlegemer i hjernen om ikke at nedbryde dem. 

Her fandt de, at patienter, hvis makrofager havde et særligt højt antal af Siglec9-modtagere, havde en lavere overlevelsesrate. 

Kan slukke for signalet 

Da forskerne brugte et genetisk trick til at fjerne ​​Siglec9 hos laboratoriemus, voksede hjernetumorer i musene betydeligt langsommere. En indikation på, at makrofagerne delvist var i stand til at holde glioblastomet i skak, lyder det fra forskergruppen.

Samme effekt blev set, da forskerne implanterede tumorceller, der ikke havde nogen sukkermolekyler på deres overflade.

"Samlet tyder vores resultater på, at sialinsyre-Siglec kunne være et lovende terapeutisk mål," forklarer ledende forsker Gregor Hutter i en pressemeddelelse. 

Hvis modtagerne på patienternes makrofager kunne slukkes med antistoffer, kan eksisterende immunterapier muligvis også have fuld effekt mod glioblastomer. Næste skridt i holdets forskning er at undersøge, om det er muligt at give en lokal dosis antistoffer mod modtageren i hjernen, og om det har den ønskede effekt i kliniske studier.