Avanceret robot skal forbedre behandlingen af halskræft
En avanceret højteknologisk robot og to fluorescenskameraer skal bidrage til en bedre kirurgisk behandling af patienter med kræft i halsen på Rigshospitalet.
Hospitalet har sammen med Cluster for Molecular Imaging på Københavns Universitet for nylig modtaget en bevilling på 32,5 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden til indkøb af og forskning i den banebrydende behandlingsmetode.
Metoden går ud på, at patienten modtager indsprøjtning af fluorescerende molekyler, som binder sig til kræftcellerne. På den måde kan kirurgen lokalisere kræften mere præcist og ved hjælp af den avancerede robot fjerne kræftvævet mere skånsomt end før. Den optimerede operationsteknik bliver et effektivt alternativ til strålebehandling og forventes at mindske risikoen for tilbagefald.
"Bevillingen gør det muligt for os at videreudvikle vores kræftkirurgi henimod endnu mere skånsomme og effektive indgreb for vores patienter med kræft i halsen. Selve indgrebet bliver mindre, operationen tager kortere tid, og det skulle også gerne give vores patienter et bedre og mindre smertefuldt efterforløb, hvor de hurtigere kan komme tilbage til hverdagen," siger professor Christian von Buchwald fra Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi på Rigshospitalet i en pressemeddelelse.
Samarbejdet mellem Afdelingen for Øre-Næse-Halskirurgi & Audiologi på Rigshospitalet og Cluster for Molecular Imaging på Københavns Universitet ved professor Andreas Kjær, har pågået i flere år, og afdelingerne indgår i en internationalt anerkendt ’Clinical Academic Group’. Den nye bevilling betyder, at man kan forsætte forskningsarbejdet og binde forskning og kirurgi endnu tættere sammen til gavn for patienterne.
"Bevillingen gør det muligt, at vi kan fortsætte med at være blandt de førende inden for robotkirurgi. Vi har i fællesskab opbygget en solid og bred ambitiøs platform, hvor vi har fokus på at udvikle og forbedre sporstofferne så de bliver endnu bedre til udelukkende at binde sig til cancercellerne og dermed til at guide kirurgerne. På den måde kan vi operere al cancer ud, og samtidig undlade funktionstab ved at bevare raskt væv. Det er mere skånsomt og sikrest for patienten både på operationsbordet, men også for deres videre forløb," siger Andreas Kjær.










