Skip to main content

 

Nøgle-protein bag modermærkekræft måske fundet i mus

Proteinet Ambra1 ser ud til at have betydning for, hvor hurtigt modermærkekræftceller vokser og hvor aggressive de er, viser ny dansk forskning fra Kræftens Bekæmpelse, lavet på mus. 

Resultaterne, der er publiceret i tidsskriftet Nature Communications, viser, at hvis mængden af Ambra1 er lav, vokser kræftcellerne langt hurtigere, og i forsøg med mus har dyr med lave mængder af Ambra1 mindre sandsynlighed for at overleve modermærkekræft, skriver Kræftens Bekæmpelse i en nyhed om forskningsresultaterne. 

Selv om forsøgene endnu kun er udført i laboratoriet og i museforsøg, håber forskerne, at resultaterne i fremtiden kan føre til nye, skræddersyede behandlinger til patienter med modermærkekræft. 

{snippet post-asco}

”Der findes i dag midler, der kan modvirke de processer, der sker i modermærkekræftceller med lave mængder af Ambra1. De er i dag ved at blive testet på patienter med andre typer af kræft, blandt andet tarmkræft og æggestokkræft. Vores resultater tyder altså på, at det også kan være relevant at afprøve dem på patienter med modermærkekræft,” siger Daniela De Zio på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Hun er seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse og medforfatter til studiet.

”Hvis denne type forsøg viser gode resultater, kan vi på længere sigt stå med en ny behandling til patienter med modermærkekræft, som har lave niveauer af Ambra1,” siger hun og suppleres af professor Francesco Cecconi, der også har bidraget til forskningen. 

”Ambra1 er et meget alsidigt molekyle, der kan repræsentere et nyt mål i en lang række kræftbehandlinger, en slags ny grænse inden for molekylær onkologi,” siger han.   

FAK-hæmmere kan vise vejen

En af årsagerne til, at kræftceller med lave mængder af Ambra1 er mere aggressive, er, at FAK1-proteinet er mere aktivt.  

Ved at hæmme FAK1 kunne forskerne bremse de aggressive kræftcellers vækst, skriver Kræftens Bekæmpelse.  

”Vi arbejder videre for at undersøge, om vores resultater også kan genfindes hos patienter med modermærkekræft. Hvis vi også blandt disse patienter kan se en sammenhæng mellem niveauet af Ambra1, og hvordan sygdommen udvikler sig, vil det være et godt argument for at tilbyde patienter FAK1-hæmmere, som led i et forsøg,” siger Daniela De Zio.