Skip to main content

 

Dansk studie afdækker hvilken type opfølgning er bedst for NSCLC-patienter

WCLC: Et nyt, landsdækkende lodtrækningsstudie undersøger lige nu, hvilken screeningsmetode der hurtigst og mest pålideligt finder tilbagefald hos patienter med ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), der er behandlet med et kurativt formål.  

Efter en kurativ behandling af NSCLC bliver patienten som standardproducere screenet for tilbagefald. Det sker i form af CT-scanninger, typisk hver tredje måned. I nogle tilfælde vil PET-scanninger dog være hurtigere til at fange tilbagefald end CT-scanninger, viser nyt studie.

På den baggrund har forskere fra bl.a. Rigshospitalet, Herlev-Gentofte, Aalborg og Odense Universitetshospital igangsat et nyt, landsdækkende lodtrækningsstudie, hvor de undersøger, om screening for tilbagefald hos NSCLC-patienter kan gøres bedre med en PET/CT-scanning end CT-scanning. Aarhus og Sjællands Universitetshospital vil også snart deltage. Undersøgelsesdesignet blev præsenteret som e-poster på WCLC, søndag den 8. september.

”Det er vores forventning, at screening med PET/CT-scanninger vil være hurtigere til at finde tilbagefald end CT-scanninger alene. Men vi er også interesseret i at vise, hvor meget hurtigere - og indikere, om det kan have indflydelse på overlevelsen,” siger Barbara Malene Fischer, forskningslektor og overlæge i nuklearmedicin ved Rigshospitalet.

Kan muligvis blive erstattet af ctDNA-analyser

I undersøgelsen bliver patienterne tilfældigt opdelt i to grupper, hvor den ene får standardscreening med CT-scanninger og den anden får en kombineret PET/CT-scanning. Begge grupper bliver scannet lige meget. Og begge grupper vil samtidig få taget blodprøver, som bliver analyseret for cirkulerende tumor-DNA (ctDNA). Det har vist sig at være en effektiv screeningsmetode ved andre kræftformer, men det er endnu ikke afprøvet på lungekræftpatienter i større skala.

”Vi håber selvfølgelig, at ctDNA-analyser kan gøre det ligeså godt eller bedre end scanningerne, da det formentlig vil være billigere og nemmere for patienterne,” siger Barbara Malene Fischer. 

Gennem undersøgelsen vil patienterne udfylde spørgeskemaer, som er udviklet til at afsløre ændringer i livskvalitet i forbindelse med scanningerne.

”Det er vores oplevelse, at det påvirker patienternes livskvalitet negativt at blive screenet. Men i hvor høj grad, og hvordan de bliver påvirket, ønsker vi at afdække med en spørgeskemaundersøgelse,” siger Barbara Malene Fischer.