Skip to main content

 

Enhertu viser markant effekt mod HER2-positiv metastatisk NSCLC

WCLCAntistof-konjugatet, Enhertu (trastuzumab deruxtecan / T-DXd), har igen vist en betydelig effekt mod metastatisk ikke-småcellet lungekræft, der er stærkt forbehandlet.

Effekten var tydeligst hos HER2-muteret NSCLC, men sås også i mindre grad hos patienter med HER2-overekspression.

Det viser interim analyser af to kohorter fra fase 2-studiet DESTINY-Lung01, som  blev præsenteret på det virtuelle World Congress on Lung Cancer 2020 (WCLC2020) (abstrakt OA04.05 og abstrakt MA11.03). 

Der blev allerede fremlagt imponerende tidlige resultater fra DESTINY-Lung01 på den amerikanske kræftkongres ASCO 2020, der indikerede, at Enhertu kunne noget særligt mod HER2-muteret lungekræft. Det amerikanske lægemiddelagentur tildelte desuden Enhertu den anerkendende status ”breakthrough therapy” i maj 2020. 

På det virtuelle WCLC2020 blev de nyeste opfølgningsdata fra kohorten med HER2-muteret NSCLC (n=42) præsenteret, og analysen viser en imponerende markant objektiv respons rate på 61,9 procent og en progressionsfri overlevelse på 14 måneder. 

Som Julien Mazieres, professor i onkologi ved OHU de Toulouse, Canada, skriver på Twitter: ”Utvivlsomt det bedste resultat indtil videre, vi har set på denne population.” 

I Danmark er der også begejstring at spore. 

”Det er en kæmpe effekt. Det er nærmest alle patienter, der har effekt af behandlingen, og det er jo helt vildt, særligt i lyset af, at man gennem flere år har forsøgt sig med HER2-behandlinger uden held,” siger Rasmus Blechingberg Friis, ph.d.-studerende og 1.rervelæge ved Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

Han maner dog også til besindighed, da det trods alt er tidlige resultater fra et fase II-forsøg.

”Det er selvfølgelig en interim-analyse af et lille fase II-studie, så vi må vente at se, hvad de næste opfølgningsdata viser, og hvad et fase III-studie vil vise, før vi kan vide os nogenlunde sikre på, at der er hold i effektstørrelsen. Men jeg håber da, at det kan give os noget at skyde efter HER2-muteret lungekræft,” siger Rasmus Blechingberg Friis. 

Beskeden effekt på HER2-overekspression

Det helt nye var dog, at vi for første gang fik præsenteret en analyse af HER2-overekspressions-kohorten (n=49) fra DESTINY-Lung01. Selvom resultaterne her ikke var ligeså imponerende som ved HER2-muteret NSCLC, viste de dog alligevel en effekt. Og da op mod en tredjedel af NSCLC-patienter har tegn på HER2-overekspression, er det potentielt et stort antal patienter, der vil kunne have gavn af en målrettet behandling.

Analysen viste, at:

  • Det primære endepunkt, objektiv responsrate, var 24,5 procent. 
  • Kohorten opnåede en median sygdomskontrolrate på 69,4 procent med en median progressionsfri overlevelse på 5,4 måneder.

Efter en median opfølgning på 6,1 måneder var den estimerede median responsvarighed 6,0 måneder, og den mediane samlede overlevelse var 11,3 måneder. Alle resultater var vurderet af et uafhængigt panel. 

”Effekten er mere beskeden i denne kohorte, men der er stadig en effekt at spore. Det er svært at sige, hvorfor der er så stor forskel mellem de to kohorter, men det har sandsynligvis noget med mekanismen at gøre,” siger Rasmus Blechingberg Friis.

Patienter blev behandlet med en median på tre tidligere behandlingslinjer, hvor de fleste modtog platinbaseret kemoterapi (91,8 procent) eller immunterapi (73,5 procent). Medianbehandlingsvarighed var 18 uger.

Betydelige bivirkninger skal tages til efterretning

I HER2-overekspressions kohorten var de mest almindelige bivirkninger grad 1 og 2 herunder nedsat antal neutrofiler og træthed. Der var dog otte tilfælde af behandlingsrelateret interstitiel lungesygdom eller pneumonitis, der inkluderer to grad 1, tre grad 2 og desværre tre dødsfald (grad 5).

”Det er umiddelbart en tung bivirkningsprofil, og flere har været nødt til at stoppe eller sætte behandlingen på pause på grund af bivirkninger. Spørgsmålet er, om dosisstørrelse har været lige i overkanten, og det kan være en del af forklaringen. Måske man kan blive bedre til at registrere og håndtere bivirkningerne,” siger Rasmus Blechingberg Friis.

I kohorten med HER2muteret NSCLC var der fem tilfælde af interstitiel lungesygdom eller pneumonitis. Alle tilfælde var grad 2, og ingen døde.