Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Kedelig førsteplads: Danmark har flest tilfælde af lungekræft i Norden

Flere får lungekræft i Danmark end i de øvrige nordiske lande. Det skyldes, at en større andel af befolkningen ryger, vurderer Kræftens Bekæmpelse, som glæder sig over, at der er kommet nyt liv i den politiske debat om rygeforebyggelse.

Risikoen for at få en lungekræftdiagnose er højere i Danmark end i de andre nordiske lande. Sammenlignet med Sverige er risikoen endda dobbelt så høj for mænd. Tallene stammer fra den nordiske kræftstatistikdatabase NORDCAN, skriver Kræftens Bekæmpelse. 

Når vi ser så mange tilfælde af lungekræft, er det, fordi en stor andel af befolkningen i Danmark har røget, skriver Kræftens Bekæmpelse. Det er også i sammenligning med andre nordiske lande, hvor antallet af daglige rygere er lavere.

Det er i høj grad et samfundsproblem, som vi skal løse i fællesskab, mener Kræftens Bekæmpelses forebyggelseschef.

Kræver ambitiøse initiativer

”Når vi har så mange tilfælde af lungekræft, er det ikke dem, der ryger, vi skal bebrejde. Når man først er afhængig, kan det være svært at stoppe igen. Vi skal i stedet bebrejde vores lovgivning og kultur, der har gjort det alt for nemt at begynde at ryge. Det skal vi have ændret,” udtaler Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, på foreningens hjemmeside.  

I 1950 røg 80 procent af mænd og 40 procent af kvinder i Danmark dagligt. Mens færre og færre mænd røg dagligt i løbet af 1950'erne og 1960'erne, så toppede rygning blandt kvinder først i 1970. Herefter er den daglige rygning faldet blandt begge køn, men niveauet er stadig ikke på linje med vores nordiske naboer.

I dag ryger omkring 14 procent af den danske befolkning dagligt. Til sammenligning er tallet kun seks procent i Sverige og otte procent i Norge. Derfor er Kræftens Bekæmpelse også glade for regeringens sundhedsudspil, hvor tobak ikke må sælges til personer født i 2010 og senere. På den måde skal tobak sluses ud, så der ikke vil være flere unge, som starter med at ryge.

"Hvis vi bliver ved med at have den højeste andel af mennesker, der ryger, i Skandinavien, kommer vi også til at have den højeste forekomst af lungekræft. Det kræver ambitiøse og vidtrækkende initiativer på tobaksområdet at ændre vores topplacering. Derfor er jeg glad for, at man på Christianborg nu igen drøfter, hvad vi kan gøre for at forebygge rygning," siger Mette Lolk Hanak.

Kultur