Corona-vaccination er sikker for lungekræftpatienter i systemisk behandling
WCLC: Lungekræftpatienter i systemisk behandling kan trygt lade sig vaccinere mod SARS-CoV-2. Det viser opdaterede resultater fra den spanske Covid Lunge Vaccine Cohort, som har evalueret immunresponset efter vaccination mod SARS-CoV-2 hos patienter med lungekræft.
Kohorten har inkluderet og fulgt patienter med lungekræft, som er blevet vaccineret mod SARS-CoV-2. Stort set alle de inkluderede patienter var i aktiv systemisk behandling, da de fik vaccinen. Til trods herfor havde de god effekt, og oplevede generelt kun milde vaccine-relaterede bivirkninger. Det gælder uanset, hvilken form for systemisk terapi patienterne fik, viser data fra det prospektive kohortestudie.
I abstraktet konkluderer den spanske forskningsgruppe således, at SARS-CoV-2-vaccinen er sikker at modtage for patienter med lungekræft i systemisk behandling.
De opdaterede data fra kohortestudiet blev præsenteret på en oral session d. 8. august på den globale lungekræftkongres WCLC.
Evaluering af immunrespons efter vaccine
Studiet inkluderede 126 patienter med lungekræft, som var blevet vaccineret mod SARS-CoV-2 i perioden fra slutningen af marts til midten af maj sidste år. Patienterne havde en gennemsnitsalder på 66 år (46-83), 61,9 procent var mænd, 88,1 procent havde ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), 76 procent havde stadie IV-sygdom på diagnosetidspunktet. Ni ud af de 126 patienter var ikke i aktiv behandling i studieperioden, mens de resterende patienter modtog systemisk behandling, herunder EGFR/ALK/ROS1/RET/MET-hæmmere (19,9 procent), immunterapi (41,8 procent), kemo-immunterapi (14,1 procent) og kemoterapi (19,9 procent).
94,3 procent af patienterne fik Moderna som første og andet stik, mens 77 procent fik Moderna som tredje stik. Data afspejler de spanske sundhedsmyndigheders nationale retningslinjer.
Forud for det første vaccine-stik blev samtlige patienter undersøgt for IgG-antistoffer rettet mod spikeproteinet med det formål at identificere patienter, som tidligere havde været smittet med SARS-CoV-2, men havde haft et asymptomatisk sygdomsforløb. Det var der ni patienter, som havde haft. Efter vaccination fik patienterne målt niveauet af IgG-antistoffer tre til seks, syv til ni og 12 måneder efter første stik. Desuden har forskerne indsamlet data om vaccinerelaterede bivirkninger, serologi, kliniske data samt data for overlevelse.
Studiets primære formål var at evaluere immunresponset efter vaccination mod SARS-CoV-2 hos patienter med lungekræft, mens sekundære mål bl.a. inkluderede vaccinerelaterede bivirkninger, vaccinens indflydelse på overlevelse, toxicitet, infektioner efter vaccine, samt komplikationer og død.
Generelt milde bivirkninger ved vaccine
Analyser af data viser, at 125 ud af de 126 patienter i studiet udviklede immunitet over for SARS-CoV-2 efter første eller andet vaccinestik. Det mediane IgG-niveau var 2228,9 UI/mL (9,91-8169) ved tre til seks måneder. Niveauet var vedligeholdt ved syv til ni måneder.
De bivirkninger, som patienterne fik i relation til første og andet stik, var generelt milde. De inkluderede lokale smerter (35 procent), træthed (seks procent) og muskelømhed (fire procent). Patienter over 75 år rapporterede typisk flere bivirkninger, især efter andet stik. Patienterne oplevede lidt flere bivirkninger i relation til tredje stik, og igen var forekomsten højest blandt de ældste patienter.
Ni patienter blev smittet med SARS-CoV-2 efter vaccination; fire efter at have fået det tredje stik. De fleste fik Omicron-varianten. Der blev rapporteret 32 dødsfald i kohorten, men ingen af disse var SARS-CoV-2-relaterede.
