Skip to main content

 

Imfinzi samtidig med stråleterapi er lovende for patienter med fremskreden NSCLC

WCLC: Immunterapien Imfinzi (durvalumab) givet sammen med stråleterapi er både sikker og tålelig for patienter med inoperabelt lokal avanceret ikke-småcellet lungekræft (NSCLC). Samtidig giver kombinationen højere rater af progressionsfri overlevelse end ventet.

Det viser resultater fra fase II-studiet, DOLPHIN, der blev præsenteret på verdenskongressen for lungekræft, WCLC 2022 (abstrakt #MA.06.04). 

DOLPHIN er det første studie til at undersøge sikkerheden af at kombinere immunterapi samtidig med stråleterapi mod lokal avanceret NSCLC, der er PD-L1-positiv.

Håbet er, at kombinationen vil hjælpe de patienter, som ikke kan gennemføre en fuld behandling med stråleterapi, og som derfor ikke får immunterapi efterfølgende, til at opnå større effekt samlet set, fortæller forskerne bag det japanske studie i en pressetekst.

I studiet indgik 35 voksne med inoperable lokal avanceret ikke-småcellet lungekræft med en præstationsstatus (PS) på 0-1 og et PD-L1-niveau på en procent eller mere. 

I studiet modtog deltagerne kurativ strålebehandling (60 Gy) plus durvalumab 10 mg/kg hver anden uge samtidig, efterfulgt af vedligeholdelse med durvalumab i op til 12 måneder indtil sygdomsprogression (PD) eller uacceptabel toksicitet. 

Mellem september 2019 og november 2020 blev 35 patienter indskrevet fra 12 hospitaler i Japan. Ud af de 35 patienter (medianalder, 72 år), var 88,6 procent mænd, 54,3 procent havde ECOG PS 0, 96,1 procent havde en historie med rygning, 57,1 procent havde ikke-planocellulær histologi, og 25,7 procent var postoperativt recidiv. 34 patienter blev vurderet for sikkerhed og 33 patienter for effektivitet.

Resultaterne viste, at:

  • Den 12 måneders progressionsfrie overlevelse var 72,1 procent (90 procent CI, 59,1 - 85,1) efter en median opfølgning på 18,7 måneder.
  • Den samlede responsrate var 90,9 procent (95 procent CI, 75,7 - 98,1, ICR-vurderet) med komplet og delvis responsrate på henholdsvis 36,4 procent og 54,5 procent.
  • Den mediane progressionsfri overlevelse blev ikke nået. 

Bivirkninger

Generelt var kombinationen af immunterapi og stråleterapi tålelig, vurderer forskerholdet. 

13 patienter (39,4 procent) ophørte dog med durvalumab; seks patienter på grund af progredierende sygdom og syv på grund af bivirkninger (AE).

Grad 3/4 bivirkninger forekom hos 47,1 procent; den mest almindelige bivirkning af grad 3/4 var lungeinfektion (11,8 procent) og lungebetændelse (11,8 procent). 

Grad 5 bivirkninger af enhver årsag forekom hos to patienter (5,9 procent), en med lungeinfektion og en med bronkoesophageal fistel på grund af tumorprogression under opfølgning.

"DOLPHIN-undersøgelsen er det første studie til at rapportere om immunterapi kombineret med kurativ stråleterapi mod inoperabel NSCLC. Det primære endepunkt, 12 måneders PFS, blev nået og med en meget højere værdi end forventet. Det tyder på, at denne behandlingsstrategi er lovende med en tålelig bivirkningsprofil og egnet til et fase III-forsøg,” udtaler Motoko Tachihara, læge og lektor ved Kobe Universitet, Japan.