Lungekræftscreening kan spare europæiske lande for tæt på en milliard euro i udgifter
WCLC: Hvis 28 europæiske lande indførte lungekræftscreening efter den model, der er anvendt i det store hollandske NELSON-studie, ville det forhindre mere end 18.000 tidlige lungekræftdødsfald og spare landene for tæt på en milliard euro.
Det konkluderer forskerne bag en analyse præsenteret på den globale lungekræftkongres WCLC i Wien (abstrakt #P1.02-03).
Beregningerne er lavet ud fra, at blot halvdelen af de inviterede tager imod tilbuddet om screening.
Flere randomiserede, kontrollerede studier - herunder NELSON-studiet - har peget på, at screening for lungekræft ved brug af lavdosis-CT, kan medføre tidligere diagnostik af lungekræft og herved sænke dødeligheden ved sygdommen samlet set. Denne viden til trods har man ikke tidigere publiceret økonomiske beregninger over, hvilke udgifter det kan spare samfundene for, hvis man indfører screening for lungekræft.
Tidligere rygere
NELSON-studiet inkluderede personer i høj risiko for udvikle lungekræft. Det vil sige rygere eller tidligere rygere over en bestemt alder, som har røget en vis mængde tobak om dagen i en årrække. I løbet af NELSON-studiets tiårige opfølgningsperiode blev der i screeningsgruppen identificeret 400 deltagere med lungekræft mod 350 i kontrolgruppen. Cirka 65-70 procent var i stadium Ia-II på diagnosetidspunktet i screeninggruppen. I kontrolgruppen var 70 procent af deltagerne i stadium III/IV, da de fik stillet lungekræftdiagnosen.
Det var disse resultater, som forskerne bag den nye analyse, applicerede på 28 europæiske lande. De fandt, at de potentielle screeningspopulationer i de 28 lande udgjorde knap 21 millioner personer. Det vil over en tiårig periode kunne afværge 18.169 for tidlige lungekræftdødsfald og spare 937,3 millioner euro, så længe at 50 procent af de inviterede deltager i screeningen, viser beregningerne.
Omkostningerne pr. afværgede tidlig lungekræftdødsfald er 51.588 euro, og prisen per screeningsdeltager er 45 euro, vurderer forskerne.
Analysen viste, at de vigtigste parametre, der påvirker de samlede omkostninger, er omkostningerne til CT-scanning og behandlingsomkostninger ved de forskellige sygdomsstadier.
