Langtidsdata for immunterapi mod ES-SCLC: Fortsat overlevelsesgevinst efter fem år
WCLC: Fem år efter behandling med immunterapi plus kemoterapi i første linje har patienter med småcellet lungekræft i udvidet sygdomsstadie (ES-SCLC) fortsat overlevelsesgevinst af behandlingen.
Det viser data fra den udvidede del af fase III-studiet IMpower 133 (IMbrella), som blev præsenteret ved den globale lungekræftkongres WCLC 2023, der afholdtes i Singapore fra den 9. til den 12. september (abstract #OA01.04).
IMbrella er det første studie til dato, der har rapporteret femårs overlevelses (OS)-data for ES-SCLC-patienter, der er blevet behandlet med første linje immunterapi.
IMpower133 viste, at behandling med Tecentriq (atezolizumab) plus carboplatin og etoposid (A+CE) forlængede den progressionsfrie overlevelse (PFS) og den samlede overlevelse (OS) signifikant hos patienter med ES-SCLC sammenlignet med carboplatin og etoposid alene.
På baggrund af disse data blev behandlingen godkendt flere steder i verden. Herhjemme har Medicinrådet afvist kombinationsbehandlingen med den begrundelse, at omkostningerne for sundhedsvæsenet ikke er rimelige i forhold til effekten.
Deltagere tilbudt ny inklusion
Da IMpower133 blev lukket, blev 18 patienter fra A+CE-armen tilbudt inklusion i fase IV-studiet IMbrella A, som er et udvidet open-label, ikke-randomiseret observationsstudie. De 18 patienter havde enten ikke lokal adgang til studiebehandling, eller havde afbrudt behandlingen med atezolizumab undervejs i IMpower133-studieperioden. Patienterne i IMpower133's kontrolarm blev ikke tilbudt inklusion i IMbrella A, der undersøgte OS, behandlingsstatus og sikkerhed.
Den mediane opfølgningsperiode var 59,4 måneder i A+CE-armen (IMpower133 og IMbrella A; klinisk cutoff dato [CCOD]: 16. marts 2023) versus 26,4 måneder i kontrolarmen (IMpower133; CCOD: 24. september 2022). Den femårige OS-rate i A+CE-armen var 12 procent (IMpower og IMbrella A).
De 11 patienter, som fortsat var i live på CCOD, havde en median alder ved baseline på 59 år, fire patienter havde ECOG PS på 1, to patienter havde baseline hjernemetastaser, mens ingen patienter havde baseline levermetastaser.
I abstractet konkluderer forskerne, at data ”demonstrerer, at det er muligt at opnå en vedvarende OS-fordel i op til fem år med A+CE.”