Skip to main content

 

- først med nyheder om medicin

Hjerte-kar-sygdom forekommer ofte efter ICI-behandling mod lungekræft

WCLC: En betydelig del af lungekræftpatienter, som behandles med immun checkpoint-inhibitorer (ICI), får efterfølgende hjerte-kar-sygdom. Det viser et retrospektivt kohortestudie, som giver ny viden om forekomsten af kardiovaskulære hændelser efter ICI-behandling blandt lungekræftpatienter.

Lungekræftpatienter, der havde modtaget flere behandlinger med immun checkpoint-hæmmere (ICI’er) havde en signifikant højere kumulativ forekomst af sygdomme i hjertesækken (P = 0,017), ledningsforstyrrelser (P<0,001), myokardieinfarkt (P = 0,015) og takyarytmier (P = 0,004) sammenlignet med dem, der havde fået en enkelt ICI-behandling.

Resultaterne stammer fra det nye amerikanske studie (abstract #OA14.06), som blev præsenteret på WCLC-kongressen i Singapore mandag den 11. september. 

De hyppigste nye kardiovaskulær-relaterede diagnoser efter ICI var takyarytmier (20,4 procent), sygdomme i hjertesækken (9,4 procent) og hjertesvigt (5,2 procent). Gennemsnitstiden til en ny kardiovaskulær-relateret diagnose var tidligst for myocarditis (2,8 måneder), efterfulgt af takyarytmier (4,3 måneder), endocarditis (5,0 måneder), sygdomme i hjertesækken (5,4 måneder) og kardiomyopati (5,8 måneder).

Mulighed for bedre langtidsbehandling

Studiet inkluderede i alt 1.803 lungekræftpatienter, der havde modtaget behandling med ICI’er på MD Anderson Cancer Center i USA i perioden 1. april 2016 til 31. marts 2020. 

Via en database identificerede forskerne alle kardiovaskulær-relaterede diagnoser før og efter ICI-initiering frem til 1. januar 2022. Herefter estimerede og rapporterede de den kumulative forekomst for forskellige kardiovaskulære hændelser blandt de deltagende patienter.

Patienterne havde en gennemsnitsalder på 66 år, og flest var hvide (75,4 procent) og mænd (55,4 procent). Størstedelen af patienterne (77,8 procent) havde modtaget en enkelt ICI-behandling i løbet af undersøgelsesperioden. Omkring en fjerdedel (26,0 procent) af patienterne havde dokumenteret hjerte-kar-sygdom før ICI-initiering. Af de resterende 1.334 patienter fik 522 (39,1 procent) diagnosticeret mindst én hjertekarsygdom efter ICI-behandling.

Hos kræftpatienter kan kardiovaskulære immunrelaterede bivirkninger være livstruende og kræve akut intervention og behandling. Den nye forståelse, som studiet bidrager med, giver mulighed for bedre langtidsbehandling, påpeger forskerne bag studiet.

WCLC

Kultur

BØGER: Traumet har kæmpet sig frem i rampelyset. Men selvom vi derfor tror, at vi ved, hvad vi taler om, når vi taler om traumer, så gør vi det ikke. Det mener lektor i psykologi, Karen-Inge Karstoft, der blandt andet vil have os til at forstå, at vi ofte overvurderer omfanget af psykiske reaktioner hos dem, der oplever potentielt traumatiske begivenheder.

BØGER: Forfatteren blev læge, og lægen blev forfatter. Annette Ellegaard pendulerer mellem identiteter og skriver om mord og dramaer i den medicinalbranche, vi alle er viklet ind i.

FILM: Den spanske mesterinstruktør, Pedro Almodóvar, har lavet en stilfuld og elegant film om aktiv dødshjælp. Desværre bliver den først rigtigt medrivende meget sent.

FILM: ’We Live in Time’ er et parforholds- og kræftdrama, der berører seeren, selvom spillefilmen sin barske historie til trods også minder om et glansbillede. Det er ikke en overbevisende skildring af et sygdomsforløb, men den egner sig til en omgang hyggesørgen med lommetørklæder og popcorn.

KULTUR-TEMPERATUR: Afdelingslæge og psykiatri-formand Jacob Isøe Klærke hylder komikeren Roberto Benigninis komedie ’Livet er Smukt’.  ”Det er en meget anderledes måde at gå til Holocaust og krig på sammenlignet med de fleste andre film om emnet,” siger han om filmen.

BØGER: Overlæge Thomas Maria Melchior ved Hjertemedicinsk afdeling ved Sjællands Universitetshospital har begået en passioneret og imponerende grundig bog om, hvordan udenlandske søsterordener var bag opbygning og modernisering af sygehusvæsenet i Danmark i 1800- og 1900-tallet og dermed bidrog til fundamentet for den velfærdsstat, vi har i dag. 

BØGER: ´Madregler´ er en handy indgang til en madkultur, der er bedre for både den enkelte borger og vores udsatte klode. Bøger som denne vil dog næppe gøre en stor forskel for dem, der i forvejen har få midler og lever usundt.

PODCAST: Mennesker, som er blevet ramt af en tumor i hjernen, beretter ofte om kognitive udfordringer og manglende forståelse for deres sygdom. Podcastserien ´Hjernetumorliv´ fra Hjernetumorforeningen er et modigt og vellykket forsøg på at give omgivelserne indblik i de mange udfordringer, som de alt for ofte usynlige patienter må kæmpe med hjemme, på arbejdsmarkedet og i forhold til det kommunale sundhedssystem.

KULTUR-TEMPERATUR: Cheflæge Martin Schultz havde ikke set den komme. Men han er via sin 15-årige datter blevet draget af computerspillet ’The Last of Us’, der viser en verden i smukt forfald.

TV: Miniserien ´Dør far i morgen?´ på TV2 Nord er en sjælden fin, vemodig og livsbekræftende fortalt skildring af alt det, som er vigtigst i den sidste tid i livet for den unge kræftsyge far Kristian, og hans kone og deres tre mindreårige børn. Hver dag kommer døden tættere på, men ingen ved, hvornår den indtræffer, og hvordan finder man så den udholdelige balance mellem håb og virkelighed?