Skip to main content

 

Repotrectinib viser varig effekt mod ROS1-positiv NSCLC

Skrevet af Signe Juul Kraft den . Skrevet i Lungekræft.

WCLC: Næste generations ROS1-tyrosinkinasehæmmeren (TKI) repotrectinib har længerevarende effekt hos både TKI-naive patienter med lokalt fremskreden/metastatisk ROS1-positiv ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) og hos patienter, der tidligere er behandlet med en TKI. 

Det viser nye data fra fase I/II-studiet TRIDENT-1 (abstract #OA03.06), der blev præsenteret ved en Oral Session på årets WCLC-kongres.

Patienterne i studiet blev tildelt fire kohorter efter behandlingshistorie: A) TKI-naive, B) en tidligere TKI-behandling og ingen kemoterapi, C) en TKI og en platinbaseret kemo og D) to TKI'er og ingen kemo.

Ved data cutoff var den gennemsnitlige opfølgning 24 måneder kohorte A (71 patienter) og 21,5 måned i kohorte B (56 patienter). I kohorte A var den bekræftet responsrate (cORR) 79 procent, mens gennemsnitlig varighed af respons (DOR), og progressionsfri overlevelse (PFS) var henholdsvis 34,1 måneder og 35,7 måneder. 

Til sammenligning var cORR 38 procent, mens gennemsnitlig DOR og PFS var henholdsvis 14,8 måneder og 9,0 måneder i kohorte B. Hos patienter med TKI-forbehandlet ROS1 G2032R NSCLC (17 patienter) var cORR 59 procent.

Med hensyn til effekt hos patienter med hjernemetastaser ved forsøgets start viser opfølgningen, at interkraniel ORR var 89 procent i kohorte A (ni patienter) og 38 procent i kohorte B (13 patienter).  

Blandt alle de 426 patienter, der modtog fase II-dosis af repotrectinib, forekom behandlingsudspringende bivirkninger (TEAE'er) hos 422 patienter (99 procent), oftest i form af svimmelhed (62 procent).Grad ≥3 TEAE'er forekom hos lidt over halvdelen (216 patienter) og blev betragtet som behandlingsrelaterede hos 29 procent (122 patienter).TEAE'er førte til dosisreduktion hos 38 procent af patienterne og til behandlingsophør hos syv procent.

Patienterne modtog 160 mg repotrectinib dagligt i 14 dage og derefter 160 mg to gange dagligt. Effektanalysen omfattede patienter med mindst 14 måneders opfølgning, mens sikkerhedsvurderingen omfattede patienter behandlet med fase II-dosis på tværs af alle studiekohorter.