Fase III-forsøg fejler i første linje ved metastatisk NSCLC
WCLC: Tillæg af Trodelvy (sacituzumab govitecan, SG) til Keytruda (pembrolizumab) forbedrede hverken progressionsfri- eller samlet overlevelse sammenlignet med pembrolizumab alene hos patienter med metastatisk ikke-småcellet lungekræft og PD-L1 TPS ≥50 procent.
Det viser de primære resultater fra det randomiserede fase III-studie EVOKE-03/KEYNOTE D46, som blev præsenteret på verdenskongressen for lungekræft WCLC 2026 (abstract #PL02.06).
Studiet inkluderede patienter med tidligere ubehandlet metastatisk NSCLC, ECOG performance status 0-1 og PD-L1 TPS ≥50 procent.
Patienterne blev randomiseret 1:1 til det Trop-2-rettede antistof-lægemiddelkonjugat (ADC) SG plus pembrolizumab eller pembrolizumab alene.
De primære endepunkter var progressionsfri overlevelse (PFS) og samlet overlevelse (OS). Objektiv responsrate, responsvarighed, patientrapporterede resultater og sikkerhed var sekundære endepunkter.
I alt blev 620 patienter randomiseret, heraf 311 til kombinationsbehandlingen og 309 til pembrolizumab alene. Median opfølgningstid var 14,7 måneder.
Ved den primære PFS-analyse var median PFS 11,8 måneder (95% CI: 8,9-14,5) med SG plus pembrolizumab mod 7,7 måneder (95% CI: 5,6-9,7) med pembrolizumab alene, men forskellen var ikke statistisk signifikant (HR 0,81; 95% CI: 0,66-1,00; p=0,0252).
Efter 12 måneder var 48,3 procent af patienterne i kombinationsarmen uden progression mod 36,9 procent med pembrolizumab alene, og efter 18 måneder var andelene henholdsvis 36,0 og 29,9 procent.
Ved interimanalysen var median OS 21,5 måneder (95% CI: 18,5-26,7) med SG plus pembrolizumab og 22,8 måneder (95% CI: 18,7-29,0) med pembrolizumab alene (HR 1,07; 95% CI: 0,85-1,35; p=0,7155).
Den objektive responsrate var højere med kombinationsbehandlingen: 55,6 procent (95% CI: 49,9-61,2) mod 43,7 procent (95% CI: 38,1-49,4) med pembrolizumab alene.
Sygdomskontrolraten var henholdsvis 83,3 procent og 73,1 procent, mens median responsvarighed var 21,4 måneder mod 21,3 måneder.
Der opstod grad ≥3-bivirkninger under behandling hos 73,6 procent af patienterne i kombinationsarmen og 45,0 procent i pembrolizumab-armen. Alvorlige bivirkninger forekom hos henholdsvis 53,4 procent og 39,5 procent.
Bivirkninger førte til ophør af mindst ét studielægemiddel hos 30,9 procent med SG plus pembrolizumab og 20,1 procent med pembrolizumab alene.
Der blev desuden rapporteret fem behandlingsrelaterede dødsfald i kombinationsarmen og fire i pembrolizumab-armen.
I juni i år blev studiet afbrudt efter anbefaling fra den eksterne data-monitoreringskomité.
