
”Studiet bekræfter i høj grad det, vi gør i Danmark. Vi kan nu med god evidens i ryggen anbefale patienterne, at vi følger dem med MR-scanninger og først behandler med stråler, hvis de udvikler hjernemetastaser,” siger Jon Lykkegaard Andersen.
MR-overvågning kan skåne lungekræftpatienter for helhjernebestråling
WCLC: Det er ikke nødvendigt at udsætte patienter med småcellet lungekræft (SCLC) for forebyggende helhjernebestråling med risiko for kognitive skader. Det er konklusionen på et nyt studie, som ifølge overlæge Jon Lykkegaard Andersen bekræfter dansk praksis.
Resultaterne kommer fra det randomiserede fase III-studie SWOG S1827/MAVERICK (abstract #PL02.01), som blev præsenteret på verdenskongressen for lungekræft WCLC 2026.
Studiet viser, at systematisk MR-overvågning uden forebyggende helhjernebestråling (PCI) medførte markant mindre kognitiv svækkelse sammenlignet med MR-overvågning kombineret med PCI. Samtidig var det ikke forbundet med forringet overlevelse at udelade PCI.
”Studiet bekræfter i høj grad det, vi gør i Danmark. Vi kan nu med god evidens i ryggen anbefale patienterne, at vi følger dem med MR-scanninger og først behandler med stråler, hvis de udvikler hjernemetastaser,” siger Jon Lykkegaard Andersen, overlæge på Onkologisk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital.
Den rigtige strategi
PCI blev en del af behandlingen af SCLC, efter to artikler i 1999 og 2007 havde vist, at PCI forbedrede overlevelsen sammenlignet med observation ved både begrænset og udbredt sygdom. Det var før, det var muligt at bruge MR-overvågning rutinemæssigt.
I 2017 udkom så et japansk randomiseret fase III-studie, som satte spørgsmålstegn ved den praksis. Studiet viste, at PCI kombineret med MR-overvågning ikke gav nogen overlevelsesgevinst sammenlignet med MR-overvågning alene. Det fik flere lande, herunder Danmark, til at ændre praksis.
”Efter det japanske studie så vi et markant fald i brugen af PCI herhjemme, mens man i andre europæiske lande stadig bruger det en del. I Danmark er det omkring 10 til 20 procent af patienterne, som får PCI,” siger Jon Lykkegaard Andersen.
Ifølge overlægen slår MAVERICK nu helt fast, at det er den rigtige strategi – med det forbehold, at den endelige artikel ikke er udgivet endnu.
”Det nye studie er større end det japanske, og man har anvendt en mere moderne form for profylaktisk strålebehandling, hvor man forsøger at skåne hippocampus. På trods af det er der ingen fordel i at give patienterne PCI. Det er et grundigt studie, men vi mangler stadig at se den fulde artikel for at kunne se, hvad der ligger til grund for analyserne.”
Stor forskel på kognitiv påvirkning
MAVERICK inkluderede både patienter med begrænset og udbredt SCLC, som ikke havde hjernemetastaser på MR efter førstelinjebehandling. De blev randomiseret til MR-overvågning alene eller MR-overvågning plus PCI.
304 patienter blev inkluderet, og omkring 68 procent havde begrænset sygdom. Der blev udført MR-scanning og tre forskellige kognitive tests efter 3, 6, 9, 12, 18 og 24 måneder.
Det primære endepunkt var overlevelse uden kognitiv svækkelse (cognitive failure free survival, CFFS), hvor en hændelse blev defineret som enten kognitiv svækkelse på mindst én af tre tests eller død.
Studiet viser, at MR-overvågning alene forbedrede CFFS signifikant sammenlignet med MR plus PCI (HR 0,60; 90% CI: 0,46-0,78; p=0,0005).
Efter 12 måneder var 17,3 procent af patienterne i MR-gruppen fortsat i live uden kognitiv svækkelse mod kun 5,9 procent i PCI-gruppen.
Ingen OS-forskel
Den foreløbige analyse af samlet overlevelse var baseret på 128 dødsfald og viste ingen signifikant forskel mellem MR-overvågning alene og MR plus PCI (HR 0,90; 90% CI: 0,67-1,20).
Den endelige OS-analyse gennemføres efter 190 dødsfald.
”Argumentet for at bruge PCI har været, at man mente, det fik patienterne til at leve længere, fordi det forebygger hjernemetastaser. Men der er ingen tydelig forskel mellem grupperne i studiet, selvom der faktisk var færre tilfælde af hjernemetastaser hos de patienter, der fik PCI,” siger Jon Lykkegaard Andersen.
Efter 12 måneder var den kumulative incidens af hjernemetastaser 30 procent med MR-overvågning alene mod 15 procent med MR plus PCI.
Der var derimod ingen signifikant forskel i progressionsfri overlevelse mellem grupperne (HR 0,96; 90% CI: 0,75-1,23).
Mere rutinemæssig scanning
Jon Lykkegaard Andersen vurderer, at det i dag er 10 til 20 procent af de danske patienter, der får forebyggende helhjernebestråling. Måske vil andelen falde yderligere, men der vil stadig være patienter, som foretrækker behandlingen, siger han.
”Der vil stadig være patienter, hvor man efter en samtale vælger PCI. Det kan være patienter, som er meget bange for at få tilbagefald i hjernen og vil gøre alt for at nedsætte den risiko. Og vi må jo sige, at PCI faktisk nedsætter risikoen for hjernemetastaser,” siger Jon Lykkegaard Andersen.
Han vurderer, at der fremover – som resultat af MAVERICK-studiet – vil være behov for mere systematisk MR-overvågning.
”Vi kommer til at scanne flere patienter, og vi kommer til at gøre det mere systematisk. Det er ikke en stor patientgruppe, men det vil formentlig øge belastningen på de billeddiagnostiske afdelinger,” siger Jon Lykkegaard Andersen.
