Skip to main content

 

Enhertu anbefalet i EU til patienter med HER2-muteret lungekræft

Det Europæiske Lægemiddelagenturs udvalg for lægemidler til mennesker (CHMP) har givet en positiv udtalelse for antistof-lægemiddelkonjugatet Enhertu (trastuzumab deruxtecan) til behandling af fremskreden HER2-muteret ikke-småcellet lungekræft (NSCLC).

Den nye indikation for NSCLC gælder Enhertu som monoterapi til behandling af voksne patienter med fremskreden NSCLC, hvis tumorer har en aktiverende HER2 (ERBB2)-mutation, og som kræver systemisk behandling efter platinbaseret kemoterapi med eller uden immunterapi.

I august 2022 blev Enhertu godkendt i USA til behandling af patienter med tidligere behandlet inoperabel eller metastatisk HER2-muteret NSCLC.

Når den endelige godkendelse er givet af Europa-Kommissionen, vil Enhertu være EU-godkendt til behandling af HER2-positiv brystkræft, fremskreden HER2-positiv gastrisk eller gastroøsofageal junction (GEJ) adenocarcinom og HER2-muteret NSCLC.