Neoadjuverende Keytruda plus kemoterapi forbedrer overlevelsen ved NSCLC
ESMO: Neoadjuverende Keytruda (pembrolizumab) kombineret med kemoterapi efterfulgt af kirurgi og efterfølgende pembrolizumab forbedrer overlevelsen for patienter med resekterbar stadium II, IIIA eller IIIB ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) sammenlignet med neoadjuverende kemoterapi alene og kirurgi.
Det viser nye resultater fra fase III-studiet KEYNOTE-671, som blev præsenteret på den europæiske kræftkongres ESMO 2023 (abstract #LBA56).
Patienterne i KEYNOTE-671 blev randomiseret 1:1 til enten pembrolizumab 200 mg (n = 397) eller placebo (n = 400) hver tredje uge. Patienterne modtog fire serier neoadjuverende pembrolizumab eller placebo plus cisplatin-baseret kemoterapi og op til 13 serier adjuvant pembrolizumab eller placebo.
Resultaterne viste, at:
- Median samlet overlevelse (OS) blev ikke nået i pembrolizumab-armen, mens den var 52,4 måneder i placebo-armen.
- OS-raten efter 36 måneder var 71,3 procent i pembrolizumab-armen sammenlignet med 64,0 procent i placebo-armen.
- EFS (event-free survival) fortsatte med at være forbedret i pembrolizumab-armen med en Hazard Ratio på 0,59. Median EFS var 47,2 måneder i pembrolizumab-armen sammenlignet med 18,3 måneder i placebo-armen.
Behandlingsrelaterede bivirkninger af grad ≥3 blev observeret hos 45,2 procent af patienterne i pembrolizumab-armen og 37,8 procent i placebo-armen. 20,2 procent af patienterne i pembrolizumab-gruppen afbrød behandlingen fuldstændig på grund af bivirkninger, mens andelen var 9,3 procent i placebo-armen. Dødsfald som følge af behandlingsrelaterede bivirkninger var 1,0 procent i pembrolizumab-armen og 0,8 procent i placebo-armen.
