Propionat viser effekt mod lungekræftmetastaser
Det naturligt forekommende stof propionat, som i øjeblikket er ved at blive testet mod diabetes og overvægt, kan muligvis sænke risikoen for dannelsen af metastaser fra lungekræft og forbedre effekten af cisplatin.
Det indikerer et nyt internationalt studie med dansk deltagelse fra Syddansk Universitet (SDU) publiceret i EMBO Molecular Medicine.
I studiet har forskere analyseret metaboliske og genetiske data fra næsten 1.500 patienter med ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) og foretaget laboratorieforsøg på muse- og menneskeceller.
Her opdagede forskerne en sammenhæng mellem genetiske tegn på cellulær propionat og effektiviteten af det såkaldte EMT (Epithel-mesynchymal transition)-program, som spiller en central rolle i udviklingen af kræftmetastaser og resistens over for kemoterapi.
Forskerne så, at behandling med propionat in vitro forstærkede EMT-programmet, samtidig med at den aggressive og kemo-resistente EMT-fænotype i lungekræftcellelinjer blev reduceret.
”Der findes i øjeblikket ikke noget lægemiddel, der kan blokere EMT-programmet og dermed forhindre dannelsen af metastaser. Men propionat, som har vist gode resultater i vores forsøg, er allerede ved at blive testet i kliniske forsøg for at se, om det kan afhjælpe overvægt og diabetes. Det er nærliggende at begynde at teste det på lungekræftpatienter også,” siger lektor og hovedforfatter Paolo Ceppi fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi på SDU i en pressemeddelelse.
Kliniske forsøg med lungekræft
Propionatbehandling reducerede også metastaser og lymfeknudespredning i en genetisk NSCLC-musemodel. Den ene gruppe mus (gruppe A) fik propionat i deres drikkevand, mens den anden gruppe ikke fik det (gruppe B). Da de kræftsyge mus efter en måned eller to døde af sig selv, blev de undersøgt for metastaser. I gruppe A havde 20 procent udviklet metastaser, i gruppe B havde 60 procent metastaser.
Forskerne er nu i gang med at søge støtte til næste skridt i deres forskning, hvor de vil identificere de patienter, som potentielt kan få nytte af behandling med propionat. Derefter er planen at indlede kliniske forsøg med lungekræftpatienter.
Propionat er en kortkædet fedtsyre, som bliver produceret naturligt af bakterier i tarmsystemet og herfra sendt videre rundt i kroppen.
