Skip to main content

 

Negative resultater med nivolumab

ESMO 2016: Et fase III-forsøg med nivolumab har skuffet forskerne bag ved at forringe den progressionsfri overlevelse ift. standard kemobehandling for patienter med fremskreden lungekræft (NSCLC).

Det skyldes formentlig kriterierne for udvælgelse af patienterne til forsøget – CHECKMATE 026 – og tyder på, at der er behov for yderligere forskning i, hvordan man bruger PD-L1 biomarkøren til at pege de patienter ud, som vil kunne få gavn af nivolumab.

Standard kemoterapi medfører en progressionsfri (PFS) overlevelse på 6 måneder. Og i det nye forsøg endte PFS på blot 4,2 måneder for patienter med PD-L1 over 5 procent.

Fase I-forsøg har tilmed vist, at den kombinerede immunterapi nok forbedrer responsrate og effekt, men at det sker på bekostning af flere bivirkninger. Derfor er der behov for at undersøge denne behandlingsform mere, siger professor Johan Vansteenskiste fra Belgien i en kommentar til CHECKMATE 026, som blev præsenteret på ESMO 2016 i København i dag.

Nivolumab er standard som andetvalg i behandlingen af NSCLC. Og det nye forsøg har set på effekten af stoffet som førstevalg til patienterne med fremskreden NSCLC og PD-L1 positive tumorer, uanset styrke. Målet var at opnå bedre PFS. Men det lykkedes altså ikke. til gengæld kunne forskere konstatere en øget generel overlevelse fra 13,2 måneder på kemo til 14,4 med nivolumab.

Ifølge bivirkningsprofilen for nivolumab er det mindre giftigt end kemoterapi.

Hovedforfatter bag CHECKMATE 026 er Dr. Mark A. Socinski, ledende lægelig direktør ved Florida Hospital Cancer Institute, USA. Han ser flere forklaringer på det primære negative resultat. Bl.a. at forsøget inkluderede patienter med PD-L1 helt ned til 1 procent.

Socinski fortæller, at kombinationerne nivolumab plus ipilimumab samt nivolumab plus kemoterapi er ved at blive undersøgt i et fase III-forsøg kaldet CHECKMATE 227.

 

”Ideen er at se på, om kombineret immunterapi kan øge andelen af patienter, som får gavn af den som førstelinjebehandling,” siger han.