Skip to main content

 

Covid19-vacciner koblet med markant bedre respons på immunterapi

ESMO: Vaccination med en SARS-CoV-2-mRNA-vaccine er koblet med et højere PD-L1-udtryk og dobbelt så lang samlet overlevelse (OS) hos patienter med fremskreden ikke-småcellet lungekræft (NSCLC). Effekten sås også i andre kræftformer, men kun hos patienter, som fik immunterapi.

Det viser et nyt databasestudie, som blev præsenteret på den europæiske kræftkongres ESMO 2024 (abstract #995MO). Studiet bygger på analyser af patientdata fra amerikanske databaser samt biopsirapporter, der har kortlagt blandt andet PD-L1-udtryk.

Prækliniske studier har vist, at mRNA-vacciner kan øge PD-L1-ekspression i tumorer. Formålet med studiet var at undersøge, om det øget PD-L1-udtryk potentielt kan kobles med en forbedret effekt af immun-checkpoint-hæmmere (ICI).

Studiet inkluderede data fra patienter med stadium III/IV NSCLC (n=2.406) eller metastatisk melanom (n=757) samt en større gruppe med forskellige kræftdiagnoser (n=5.524). Alle inkluderede patienter havde biopsi-rapporter med PD-L1-data fra perioden august 2019 og frem til november 2023. Patienternes kliniske, patologiske og molekylære data blev analyseret, herunder tidspunkt for SARS-COV-2 mRNA-vaccination.

Resultaterne viser, at:

For NSCLC-patienter, der modtog en SARS-COV-2 mRNA-vaccine inden for 100 dage før biopsi, var der en 23 procent stigning i den gennemsnitlige tumorproportionsscore (TPS) for PD-L1 (fra 26 procent til 31 procent, p=0.029).

Derudover var der en 28 procent stigning i frekvensen af TPS > 50 procent (fra 28 procent til 36 procent, p=0,049).

I den bredere gruppe ("tissue agnostic cohort") sås en 55 procent stigning i gennemsnitlig TPS (fra 8,9 procent til 14 procent, p=0,029).

Blandt NSCLC-patienter, der blev behandlet med ICI, var vaccination inden for 100 dage af ICI-initiering forbundet med en fordobling af median samlet overlevelse (OS) (558 dage versus 1.120 dage) og en forbedret 3-års OS-rate (30,7 procent versus 57,2 procent, HR=0,57, 95% CI 0,44-0,74, p<0,001).

Vaccination kunne til gengæld ikke kobles med en effekt på OS blandt NSCLC-patienter, der ikke blev behandlet med ICI.

Hos melanompatienter var SARS-COV-2 mRNA-vaccination inden for 100 dage af ICI-initiering forbundet med forbedret OS (HR=0,42, 95% CI 0,24-0,74, p=0,003), metastasefri overlevelse (HR=0,66, 95% CI 0,42-1,05, p=0,023) og progressionsfri overlevelse (HR=0,64, 95% CI 0,44-0,92, p=0,022).

 

Kultur

KULTUR-TEMPERATUR: I slutningen af januar blev Cees Stavenuiter udpeget som næstformand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). Gennem sine kulturoplevelser holder han fast i at være den lidt naive idealist, der husker sig selv på sine idealer. 

BØGER: Forstå dit nervesystem, så du ved, hvordan du skal reagere, når det bliver overbelastet. Det er hensigten med ny bog, men uklar formidling mudrer forståelsen. 

STREAMING: ’Pulse’ er en sæbeopera, der ønsker at favne både det kliniske liv på en akutafdeling og en speget kærlighedsaffære mellem to læger, som har udviklet sig til sag for HR. Der er dog ikke noget tidspunkt, hvor serien kan undslippe fornemmelsen af tarveligt B-fjernsyn. 

KULTUR-TEMPERATUR: Cykling er professor Andreas Røders store lidenskab uden for det urologiske speciale. Han misser sjældent TV-tid under Tour de France og har for nylig læst bogen om ’Rolf og Ritter’, TV2’s mangeårige kommentatorer under det store cykelløb.

TV: Fire unge medicinstuderende bliver ramt af kræft efter arbejde med dissektion af lig. DR-dokumentaren ’Den giftige tvivl’ afsøger grundigt, om formaldehyd kan være en overset sundhedsrisiko. Det er flot journalistik, der gør en forskel.

KULTUR-TEMPERATUR: Colitis-Crohn Foreningens nye direktør Mogens Damgaard elsker at se fodbold og er loyal fan af FCK – også selvom det går skidt for fodboldholdet for tiden.

BØGER: ´Besat af bakterier´ er en medrivende og vidensmættet fortælling om bakteriernes verden, der forener personlig erfaring, medicinhistorie og banebrydende forskning.

KULTUR-TEMPERATUR: Administrerende direktør Lars Pram fra Danmarks Apotekerforening har årskort til Glyptoteket. Han holder af at besøge det københavnske museum, da det får kunst og arkitektur til at gå op i en højere enhed.  

BØGER: I sin nye bog ’Art Cure’ argumenterer britisk professor for, at kunst, kultur og kreativ deltagelse er en reel sundhedsressource, der bør integreres i sundhedsvæsnet.

BØGER: Læge, psykolog og journalist vil vejlede pårørende til stressramte med ny bog. Det er prisværdigt, men et fastlåst syn på årsagen til stress blokerer for nuanceret hjælp.