Det bispecifikke antistof tobemstomig overgår ikke Keytruda i første linje ved avanceret NSCLC
ELCC: Behandling med det bispecifikke antistof tobemstomig plus kemoterapi overgår ikke Keytruda (pembrolizumab) plus kemoterapi hos patienter med tidligere ubehandlet lokalt avanceret eller metastatisk ikke-småcellet lungekræft (NSCLC).
Det viser resultaterne fra fase II-studiet BO44178, præsenteret på den europæiske lungekræftkongres ELCC 2025 (abstract #7MO).
I studiet blev 181 patienter randomiseret til enten tobemstomig plus kemoterapi (carboplatin med paclitaxel eller pemetrexed; n=90) eller pembrolizumab plus kemoterapi (n=91). Den mediane opfølgningstid var seks måneder.
Resultaterne viste ingen signifikant forskel mellem de to behandlingsgrupper:
- Objektiv responsrate (ORR) var 41,1 procent med tobemstomig mod 46,2 procent med pembrolizumab.
- Median progressionsfri overlevelse (PFS) var henholdsvis 7,6 måneder og 7,1 måneder (HR 0,99; 95 % CI 0,63-1,56).
Bivirkningsprofilen viste, at behandling med tobemstomig medførte flere grad 3-4 bivirkninger (66,3 procent mod 50 procent), behandlingsrelaterede grad 3-4 bivirkninger (50,6 procent mod 32,2 procent) samt immunrelaterede bivirkninger (67,4 procent mod 50 procent). Alligevel var der ingen forskel på antallet af patienter, som måtte stoppe behandlingen på grund af bivirkninger (15,7 procent mod 15,6 procent).
Overlevelsesdata (OS) er fortsat umodne, og længere opfølgning afventes.
