Skip to main content

 

Adjuverende Xalkori giver ingen gevinst efter kirurgi ved tidlig ALK-positiv NSCLC

WCLC: Trods biologisk rationale viser det amerikanske fase III-studie E4512, at Xalkori (crizotinib) ikke giver gevinst som adjuverende behandling efter kirurgi ved tidlig ALK-positiv NSCLC.

Studiet blev gennemført i regi af ALCHEMIST-platformen (et stort, amerikansk forskningsinitiativ, der står for Adjuvant Lung Cancer Enrichment Marker Identification and Sequencing Trials) og præsenteret på verdenskongressen for lungekræft WCLC 2025 (abstract #PL02.18).

166 patienter med stadie IIA-IIIB ALK-positiv sygdom blev inkluderet i E4512-studiet og randomiseret til enten crizotinib i op til to år eller observation. Adjuverende kemoterapi og postoperativ strålebehandling var tilladt efter kirurgien.

Efter en median opfølgning på 58,3 måneder var den mediane sygdomsfrie overlevelse 72,8 måneder i crizotinib-armen og 75,1 måneder i observationsarmen (HR=1,06; 90% CI 0,63–1,77; p=0,86). Samlet overlevelse var ikke nået i nogen af armene (HR=0,49; 90% CI 0,18–1,37; p=0,26).

Forskerne konkluderede:

”Adjuverende crizotinib forlænger ikke sygdomsfri eller samlet overlevelse efter kirurgi for ALK-positiv NSCLC.”

Bivirkninger var hyppige og førte til behandlingsstop hos en fjerdedel af patienterne. 34 procent havde grad 3-bivirkninger, oftest diarré (6 procent) og ødem (4 procent). En patient havde en grad 4 bivirkning (apopleksi). Den mediane behandlingstid med crizotinib var 13,5 måneder.