Skip to main content

 


”Data viser en lovende tendens, men det er altid lidt bekymrende, når der ikke er en klar forskel ved det første målepunkt. I de tilfælde viser det sig desværre ofte, at gevinsten ikke kommer på længere sigt,” siger Jon Lykkegaard Andersen.

Overlæge om NADIM-data: Adjuverende kemo-immunterapi slår ikke neoadjuverende behandling af pinden ved NSCLC

WCLC: På WCLC-kongressen blev der præsenteret data fra det første fase III-forsøg med adjuverende kemo-immunterapi til behandling af ikke-småcellet lungekræft (NSCLC), og selvom resultaterne er lovende, er det langt fra nok til at konkurrere med neoadjuverende kemo-immunterapi, mener overlæge Jon Lykkegaard Andersen.

De nye data stammer fra det investigator-initierede studie NADIM ADJUVANT, som blev præsenteret på Presidential Symposium ved WCLC i Barcelona i weekenden (abstract #PL03.10).

Studiet inkluderede patienter med komplet reseceret NSCLC i stadie IB-IIIA med ECOG performance status 0-1 og uden tidligere systemisk behandling. Patienterne blev mellem januar 2021 og december 2022 randomiseret 1:1 til enten kontrolarmen med adjuverende kemoterapi (carboplatin AUC5 + paclitaxel 200 mg/m² hver 3. uge i 4 cyklusser) efterfulgt af observation eller den eksperimentelle arm med samme kemoterapi kombineret med Opdivo (nivolumab) 360 mg hver 3. uge i 4 cyklusser, efterfulgt af vedligeholdelsesbehandling med nivolumab 480 mg hver 4. uge i 6 cyklusser. Det primære endepunkt var sygdomsfri overlevelse (DFS).

Efter en median opfølgningstid på 34 måneder var median DFS endnu ikke nået i nogen af armene. Den treårige recidivrate var lavere i den eksperimentelle arm (26,7 procent vs. 40,1 procent). Hazard ratio (HR) for recidiv eller død var 0,65, men forskellen var ikke statistisk signifikant (95 % CI, 0,40–1,07; p=0,085). De samlede overlevelsesdata er endnu ikke modne.

”Data viser en lovende tendens, men det er altid lidt bekymrende, når der ikke er en klar forskel ved det første målepunkt. I de tilfælde viser det sig desværre ofte, at gevinsten ikke kommer på længere sigt,” siger Jon Lykkegaard Andersen, overlæge på Onkologisk Afdeling ved Herlev-Gentofte Hospital. Han er ikke selv involveret i studiet.

Ifølge Jon Lykkegaard Andersen har teltpælene rykket sig, siden NADIM ADJUVANT-studiet blev igangsat i begyndelsen af 2021.

”De seneste år er vi gået mere i retning af neoadjuverende behandling med kemo-immunterapi, og de fleste pile peger på, at den neoadjuverende tilgang har en bedre effekt end den adjuverende. Vi har modne overlevelsesdata, som viser en gevinst med neoadjuverende kemo-immunterapi. Det ser vi kun med adjuverende behandling til patienter med høj PDL1 ekspression, som er godkendt i Danmark” siger han og tilføjer:

”Jeg tror ikke, at NADIM ADJUVANT kommer til at ændre den tendens.”

Nogle vælger neoadjuverende behandling fra

Det giver god mening, forklarer Jon Lykkegaard Andersen, at immunterapien er mere effektiv, når den gives neoadjuverende frem for adjuverende.

”Der et klart biologisk rationale i, at immunterapien virker bedst, når tumoren stadig er til stede,” siger han.

Det kan imidlertid være svært at overbevise patienter om at vælge neoadjuverende behandling, da mange patienter vil have tumoren ud hurtigst muligt.

”Ulempen ved neoadjuverende behandling er jo, at patienten skal leve med tumoren i længere tid, og det vil alle ikke acceptere. Der er også en vis risiko forbundet med det. Vi ved, at 15 til 20 procent ikke når frem til operation af forskellige årsag. For eksempel på grund af sygdomsforværring eller bivirkninger,” siger Jon Lykkegaard Andersen.

”Derfor vil adjuverende behandling stadig have sin plads i behandling, og det kan være med kemo-immunterapi, som i NADIM ADJUVANT-studiet. Men vi mangler nogle modne data, som viser en mere ovebevisende forskel på kemo-immunterapi og kemoterapi alene.”

Andre resultater fra studiet

Behandlingscompliance var høj i begge arme (89,3 procent i den eksperimentelle arm vs. 90,3 procent i kontrolarmen), og 67 procent gennemførte vedligeholdelsesbehandling med nivolumab.

Der opstod grad ≥3 behandlingsrelaterede bivirkninger hos 26,2 procent i den eksperimentelle arm og 14,5 procent i kontrolarmen i den adjuverende fase samt hos 10,6 procent under nivolumab-vedligeholdelse. Der blev rapporteret to behandlingsrelaterede dødsfald i den eksperimentelle arm – ét skyldtes pneumonitis og ét andet skyldtes colitis). Derudover blev der rapporteret fire andre dødsfald, som dog ikke var behandlingsrelaterede, i den adjuverende behandlingsfase i den eksperimentelle arm. Der var ingen dødsfald i den adjuverende fase i kontrolarmen.